Tyverier

Tre anholdt og sigtet for rambuk-tyverier

Tre vesthimmerlandske mænd på 19, 23 og 31 år fremstilles i grundlovsforhør kl. 13.20

Rambuk-tyveriet på Dayz-feriecentret i Rønbjerg var meget voldsomt. Arkivfoto: Lars Pauli
Rambuk-tyveriet på Dayz-feriecentret i Rønbjerg var meget voldsomt. Arkivfoto: Lars Pauli Lars Pauli

Opdateret kl. 12:14

VESTHIMMERLAND: Tre mænd fra Vesthimmerland på 19, 23 og 31 år fremstilles onsdag kl. 13.20 i grundlovsforhør i Retten i Aalborg efter Nordjyllands Politi tirsdag anholdt dem.

De er sigtet for blandt andet et meget voldsomt rambuktyveri på Dayz-feriecenteret i Rønbjerg.

De tre mænd på 19, 23 og 31 år er godt kendt af politiet og har et længere synderegister bag sig.

I søgelyset

Udover rambuktyveriet i Rønbjerg vil politiets anklager Mie Obel i dag også spørge mændene til om de kender til flere andre kriminelle forhold, der er begået i Vesthimmerland. Blandt andet et rambuktyveri hos Nordea i efteråret samt et andet rambuktyveri hos Jem og Fix i Aars for få uger siden.

- Det er længere tids efterforskning, der har ledt os til mændene, og der er flere sager, som ligner hinanden. Fremgangsmåden ved tyverierne ligner hinanden. Men vi er ikke sikre på, at vi har fat i alle gerningsmændene, der har været med, så derfor går vi efter lukkede døre ved dagens grundlovsforhør, siger vicepolitikommissær Johan Nielsen fra Nordjyllands Politi, som derfor også holder kortene tæt ind til kroppen.

Han vil dog godt fortælle, at Nordjyllands Politi har fundet en stor dynge tyvekoster, der relaterer til flere af rambuktyverierne, på en ejendom i Vesthimmerland.

Stjålet gummiged

Ved rambuktyveriet i Rønbjerg, der er den største af sagerne, blev der brugt en stjålet gummiged som rambuk - og den bragede gennem feriecenterets indgangsparti for efterfølgende at forsvinde med hæveautomaten i receptionen.

Det voldsomme sammenstød mellem gummiged og indgangsparti efterlod et cirka fire gange fem meter stort hul i muren, og de udkommanderede politifolk turde derfor heller ikke i første omgang gå ind i bygningen - af frygt for at muren og dele af tagkonstruktionen ville styrte sammen.

Gummigeden, som blev anvendt i forbindelse med rambuk-kuppet i Rønbjerg, var præcis den samme, som sidst i november drønede ind i Nordea-filialen i Vestergade i Aalestrup.

Sammenhæng

Gummigeden hører til på jordhotellet på Toftegårdsvej i Aalestrup. Det var her, den blev stjålet forud for Nordea-kuppet i Aalestrup i efteråret - og det var også her, tyvene indfandt sig, da de skulle bruge en rambuk til kuppet i Rønbjerg.

På den baggrund fandt efterforskerne hos politiet det også overvejende sandsynligt, at det er samme gerningsmænd, der står bag rambuk-kuppene i det vesthimmerlandske.

Ved rambuk-tyveriet i Aars blev der brugt en palleløfter.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden