Tre finalister i dyst om Aktiv Pris
MARIAGERFJORD: Det bliver enten SSI Schäfer A/S, Hobro Rustfri Procesteknik A/S eller PowerCon A/S, der sidst i denne måned får overrakt Mariagerfjord Erhvervsråds "Aktiv Pris".
Så meget kan allerede nu slås fast inden prisuddelingen onsdag 29. marts.
I et større felt af kandidater er de tre nævnte virksomheder blevet udpeget som finalister.
Hvem der i sidste ende løber med prisen, er medlemmerne af Mariagerfjord Erhvervsråd selv med til at afgøre, når prisuddelingen finder sted i forbindelse med erhvervsrådets årlige generalforsamling.
- Vi er spændte på denne gang at kunne kåre vinderen af "Aktiv Prisen" på en ny og anderledes måde, hvor vi får inddraget Erhvervsrådets medlemmer, bemærker Jørgen Vittrup, som er konstitueret erhvervschef i Mariagerfjord Erhvervsråd indtil 1. april, hvor Michael Christiansen starter som ny erhvervschef.
SSI Schäfer A/S er en tysk koncern, som lokalt er repræsenteret med en afdeling i Hadsund, SSI Schäfer gruppen er en af verdens førende leverandør af modulære lager - og logistikløsninger.
Hobro Rustfri Procesteknik A/S har eksisteret siden 1996 og er siden da vokset til en større virksomhed med mere end 20 ansatte. Udover at være eksperter i procesteknik og produktion af både små og store procesanlæg til levnedsmiddelbranchen kan virksomheden også løse mange andre typer af opgaver inden for rustfrit stål.
Ingeniørvirksomheden PowerCon A/S blev grundlagt i Hadsund i 2009 og er nu blevet til en stor virksomhed. Virksomheden har en højspecialiseret viden inden for konvertering af strøm og er særlig stærk inden for udvikling og produktion af strømconvertere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.