Aggersund

Tre ministre skal kigge på sag om gamle skrotbiler fra Aggersund

Vesthimmerlands Kommunes borgmester, Per Bach Laursen, går til Christiansborg

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Politi har blandt andet været med til at fjerne skrotbiler i Aggersund, men lige lidt hjælper det - der dukker hele tiden nye op. Arkivfoto

AGGERSUND:Vesthimmerlands Kommune søger nu hjælp og handling fra hele tre ministre for at komme problemerne med den omstridte autoforhandler Kenneth Haastrup i Aggersund til livs. Det sker efter autoforhandlerens skrotbiler og byggeaffald gennem mange år har været en torn i øjet på Aggersundborgerne og kommunens miljøafdeling, der gang på gang har rendt panden mod muren hos Kenneth Haastrup.

Trods flere miljødomme, så roder autoforhandleren fortsat i byen.

Det er problemer med håndhævelse af Planloven og Miljøbeskyttelsesloven får Vesthimmerlands Kommune til at henvende sig til tre ministre.

Vesthimmerlands Kommunes borgmester Per Bach Laursen vil nu have Folketinget og de tre ministre; Erhvervsminister Brian Mikkelsen, Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen og Transport-, bygnings og boligminister Ole Birk Olesen på banen for at afhjælpe udfordringer med håndhævelse af Planloven og Miljøbeskyttelsesloven.

Derfor har borgmesteren i Vesthimmerlands Kommune i dag sendt et brev til de tre ministre, hvor henvendelsen især er foranlediget af flere konkrete sager med virksomheden i Aggersund.

- Problematikken i Aggersund for mig at se er, at det har været umuligt at håndhæve lovreglerne effektivt over for den pågældende virksomhed gennem de sidste to årtier. Tværtimod er der ikke blevet mere ordnede forhold på de forskellige ejendomme, som der drives virksomhed fra og/eller oplag på, siger Per Bach Laursen.

Vesthimmerlands Kommune mener derfor, at det er på tide, at Folketinget og de tre ministre kommer på banen og får justeret lovgivningen for håndhævelse af plan-, miljø og byggeloven, så det i større omfang bliver muligt for kommunerne at beskytte naboerne til de ejendomme, hvor lovovertrædelserne foregår.

- Når der ligeledes nogle gange kan gå to-tre år fra der indgives politianmeldelse til, at der falder dom i sagerne og heller ikke efterfølgende foregår et særligt aktivt og kontinuerligt arbejde med at inddrive eventuelle idømte tvangsbøder, synes jeg ikke, at hensynet til en effektiv håndhævelse imødekommes særlig godt. Eller for den sags skyld hensynet til de øvrige borgere og ikke mindst naboer, siger borgmester Per Bach Laursen og slutter:

- Med brevet håber jeg, at de tre ministre vil tage initiativer til en hurtigere og betydelig mere smidig håndhævelse for kommunerne i forhold til såvel plan- som miljø- og byggelovene. Alternativt vil jeg foreslå, at der nedsættes en taskforce, der kan rejse ud i landet og hjælpe kommunerne.

I 2013 henvendte Vesthimmerlands Kommune sig ligeledes til daværende Miljøminister Ida Auken om store udfordringer med håndhævelse af Planloven og Miljøbeskyttelsesloven.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst