Tre nordjyder nomineret til priser
Tom Kristensen, Marco Sørensen og Lasse Sørensen kan vinde priser ved Dansk Motorsport Award
KØBENHAVN: Tre nordjyder kan ende øverst på podiet i tre forskellige kategorier, når Cirkusbygningen onsdag 14. januar 2015 danner rammen om Dansk Motorsport Award.
Tom Kristensen er blandt de fire nominerede til titlen som årets profil, og Marco Sørensen er nomineret i kategorien årets banekører, mens lillebror Lasse Sørensen kan blive årets talent.
Årets profil
Juryen skriver følgende om Tom Kristensen:
- Kongen af Le Mans valgte selv at 2014-sæsonen skulle være hans sidste som aktiv. Og sådan blev det. Tom K. sluttede mens han stadig var på toppen af den sport han har præget i 18 år. Og med al den stil vi er blevet vant til fra hans side. Det var derfor helt naturligt han midt på året blev udnævnt til Ridder af Dannebrogordenen. Tom Kristensen er den i særklasse bedste langdistancekører verden nogensinde har set, og så er han dansk!
De øvrige nominerede i kategorien er Nicki Pedersen, Jan Struve og VM-holdet i speedway.
Årets banekører
Juryen skriver følgende om Marco Sørensen:
- På den nye Grand Prix bane i Sochi, Rusland, vandt Marco Sørensen som første dansker i oktober en afdeling af det internationale GP2 mesterskab, der følger Formel 1 som supportklasse. I tilgift var han atter på podiet i det prestigefyldte World Series løb i Monacos gader, hvor det blev til en andenplads. Stadig indplaceret som Formel 1 reserve for Lotus venter der nordjyden en afgørende sæson i 2015.
De øvrige nominerede i kategorien er Kevin Magnussen, Nicki Thiim og Michael Christensen.
Årets talent
Juryen skriver følgende om Lasse Sørensen:
- I flere år var Lasse Sørensen kendt som ”Marcos lillebror” efter storebror, Formel 1-reserven Marco Sørensen. Men i 2014 skabte Lasse et navn for sig selv ved at vinde det franske Formel 4 juniormesterskab i overlegen stil. Allerede i sæsonens næstsidste runde sikrede den 17-årige nordjyde sig titlen samt førstepræmien på EUR 100.000, og er allerede i fuld gang med planerne for næste sæson. Målet er at køre i storebrors hjulspor mod toppen af international formelracing.
De øvrige nominerede i kategorien er Mikkel Haarup, Mads Hansen og Mikkel Jensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.