Tre til Ungdomsparlamentet
Tre unge fra Klokkerholm skal på besøg i Folketinget
KLOKKERHOLM: - Vi ser frem til at mødes med og snakke med de andre fra hele landet, til at se Christiansborg indefra og til turen i det hele taget.
Sådan er forventningerne hos Clara Wenzel, Sebastian Graven og Simon Vestergaard fra 8.b på Klokkerholm Skole, som skal deltage i Folketingets Ungdomsparlament 4. februar på Christiansborg sammen med deres lærer, Berit Meng Nielsen. Folketinget har udskrevet en konkurrence for landets 8.- og 9. klasser gående ud på, at man laver et lovforslag.
- Vi blev delt op i grupper i samfundsfag, og så skulle hver gruppe lave et lovforslag på netop det område, hvor de mente, at der manglede noget. Vi valgte sundhedsområdet, og vores lovforslag går på, at alle indbyggere i Danmark mellem 16 og 70 skal til et forebyggende sundhedstjek hvert tredje år, især for at forebygge alvorlige sygdomme som for eksempel kræft.
De tre ungdomsparlamentarikere har vedføjet et forslag om, at det skal koste 10 kr. pr. gang, men de indrømmer, at finansieringsforslaget nok kun skal betragtes som et udgangspunkt for nærmere drøftelse i Ungdomsparlamentet.
- Der kommer nok til at være underskud til at begynde med, men efterhånden, som det begynder at virke, så kommer de sparede hospitalsudgifter til at udligne udgifterne ved sundhedstjekket, er de tre enige om.
De er også enige om, at de praktiserende læger nok ikke kan overkomme det ekstra arbejde, det medfører, så det hører hjemme på hospitalerne.
Folketingets Ungdomsparlament har modtaget 1.300 lovforslag fra skoler i Danmark, Grønland og på Færøerne. 60 af dem er blevet udvalgt til at blive debatteret i parlamentet, og grupperne har fået et brev fra Folketingets formand, Mogens Lykketoft.
- Han fortalte, at vi er udvalgt til at deltage, og det er vi stolte af, siger de tre elever.