Trigon-direktør: - Ingen grund til bekymring
Lille Skagen koster ikke kommunen noget, tværtimod, og miljøproblemerne kan løses, siger Trigon-direktør Karl-Erik Slynge
SKAGEN: "Lille Skagen" kommer ikke til at koste kommunekassen noget.
Tværtimod har salget af grunden tilført kommunekassen et betydeligt beløb, og vi tror selv på, at det vil tilføre Skagen noget nyt og være med til at fortsætte udviklingen af vores vigtigste turistområde.
Det siger Karl-Erik Slynge, direktør i Trigon A/S.
Entreprenørfirmaet har købt Hedeboskolen og vil udvikle en hel ny bydel på grunden i det nordvestlige Skagen.
EL frygter miljøproblemer
Enhedslisten stemte imod lokalplanforslaget.
Partiet mener, der er problemer med støj fra hovedvejen og afledning af overfladevandet, men der er ingen grund til bekymring, siger direktør Karl-Erik Slynge:
- Det har hele tiden været vores mål at udføre projektet så skånsomt som muligt for naboer og omgivelser, ved at tage problemstillinger op på et tidligt tidspunkt.
Trigon har bedt sin rådgiver, COWI, beregne, hvor meget støj, der kan komme fra hovedvejen ind til Skagen, og har samtidig set på, hvor støjbelastet de eksisterende boliger i Bankekvarteret er.
Cowis beregninger viser, at der i dag er problemer med for meget støj i området, og at der bør ske en reduktion af denne støj.
- Man kan begrænse støj enten ved at skærme af for den eller at reducere støjkilden. Vi kan sætte et fire meter højt støjværn op langs vejen, men det vil ikke være særligt attraktivt for området. Trafikken kan vi ikke fjerne, men Cowis beregninger viser, at med en reduktion af hastigheden fra 70 km/t til 50 km/t når vi ned under støjgrænserne, både for det nye område, men også for de eksisterende beboere. Det er den løsning, vi foretrækker, der bliver arbejdet videre med - en løsning som ikke koster noget særligt at gennemføre, siger Karl-Erik Slynge.
Separatkloakering
Og så er der klimaforandringerne med mere regn.
- Vi har deltaget i løsningerne i Skagen, blandt andet i Bankekvarteret, hvor der nu er separatkloakeret, så regnvand kan transporteres hurtigt væk fra området uden at give oversvømmelser. På Hedeboskolens område er der i dag udført dræn, således at der er tørt på stedet, og vi ser grundvandet stå cirka 0,5 meter under terrænet.
- Området er i spildevandsplanen for området udlagt som fælleskloak. Vi mener, at det vil være bedst for områdets fremtid, at denne status ændres til separatkloak. Det er et ønske som Frederikshavn Forsyning, som myndighed deler, og forsyningen er gået i gang med at foretage de nødvendige tiltag, siger Karl-Erik Slynge.
Alt kloak- og øvrigt ledningsarbejde, herunder fjernvarme er betalt af forbrugerne i det nye Lille-Skagen og er således en del af den samlede omkostning for de nye beboere i området.
I den gældende lokalplan for området står der, at området må bebygges med maksimalt 40 procent.
Trigon opererer med op til 60 procent, men medregner man friarealerne og de skærmende plantebælter, vil der i praksis kun blive bebygget cirka 35 procent af hele arealet.
- Samtidig kan vi stadig skabe stemningen af den tætte bebyggelse, som findes i Østerby og Vesterby, hvor husene ligger tæt op mod vejen, og der sjældent er fortov ved husene, siger Trigon-direktøren.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.