Aalborg

Trillingsgaard: Jeg hentede selv Prince i lufthavnen

AKKC-direktør mindes popikonets koncert i Aalborg for knap 14 år siden

Prince, der døde torsdag, gav koncert i Aalborg i 2002. Et brag af en koncert. Arkivfoto: Scanpix
Prince, der døde torsdag, gav koncert i Aalborg i 2002. Et brag af en koncert. Arkivfoto: Scanpix Scanpix

Opdateret 23. maj 2022 kl. 11:49

AALBORG: Det nu afdøde popikon Prince har sat sit fingeraftryk på Aalborg, hvor han gav koncert i Aalborg Kongres & Kultur Center 24. oktober 2002.

Som mange andre popstjerner fik Prince plantet et træ i kunstnerparken ved siden af kongrescentret i Aalborg.

Selve koncerten gjorde et uudsletteligt indtryk på de knap 3000 tilhørere.

- Folk snakker stadig om koncerten, fortæller direktør Ernst Trillingsgaard fra Aalborg Kongres & Kultur Center.

Krævede diskretion

Og han kan sagtens huske superstjernen Prince, som stillede helt særlige krav forud for besøget i Aalborg.

Blandt andet havde Prince betinget sig, at han skulle afhentes diskret i Aalborg Lufthavn for at undgå postyr med fans og fotografer.

- Jeg hentede ham selv i lufthavnen i min egen bil. Ingen måtte vide, hvornår han landede, fortæller Ernst Trillingsgaard.

Og husker, at det var en noget kølig og studs Prince, han tog imod.

Ingen limousine

Efterfølgende har Ernst Trillingsgaard funderet over, hvorfor. Og nået til den konklusion, at popikonet dengang måske i virkeligheden var lidt skuffet over, at der ikke var et større velkomstopbud i lufthavnen. Ja, faktisk var der kun Trillingsgaard, som kørte i en almindelig Mitsubishi-personbil - noget uvant for popstjernen fra USA.

- Han gav en fremragende koncert, og bagefter var han i vældig godt humør, husker Ernst Trillingsgaard.

Som nok må erkende, at superstjernen næppe havde den store viden om, hvor Aalborg lå.

- Vi er jo ikke verdenskendte her i byen, selv om vi nogle gange tror det, bemærker Trillingsgaard.

Verdenskendt var Prince derimod, og heldigvis lykkedes det for ”Trille” at overbevise stjernen om, at han skulle plante et træ ved siden af kongrescentret i Aalborg. Et minde om den éner, der nu ikke længere er i blandt os.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden