Truede vidne i voldssag
En 18-årig mand fra Aalborg er blevet varetægtsfængslet for at true et vidne. Opdateret kl. 13.05

En 18-årig mand fra Aalborg blev torsdag aften anholdt for at true et vidne. Arkivfoto
En 18-årig mand fra Aalborg blev fredag varetægtsfængslet i fire uger for telefonisk at have truet en mand, som vidnede mod den 18-årige i en voldssag i december. Den 18-årige erkender at have ringet til vidnet, men nægter at have truet ham og har derfor kæret varetægtsfængslingen til landsretten. Torsdag aften blev vidnet mellem klokken 19 og 20 ringet op af den 18-årige mand, der i følge politiet truede ham flere gange blandt andet med ordene "jeg ved, hvor du bor, og hvor sine forældre bor. Jeg opsøger dig, hvis ikke du dukker op i Kilden nu" og "jeg sender mine venner efter dig". For lukkede døre Baggrunden for truslerne er en dom til den 18-årige for andre trusler og vold i december. Volden gik ud over den mand, som nu bliver truet af den 18-årige, fordi manden vidnede om volden i retssagen mod den 18-årige. Han blev anholdt senere torsdag aften. Varetægtsfængslingen skete for lukkede døre af hensyn til efterforskningen med afhøring af vidner, oplyser anklager John Kølbæk.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.