Tyvenes travleste dag
Juleaften er risikoen for indbrud tredoblet viser tal fra forsikringsselskab - se her hvad tyvene går efter

Juleaften er den mest aktive enkeltaften for tyveknægte. Arkivfoto PHOTOPQR/REPUBLIQUE DU CENTRE
NORDJYLLAND:Den 24. december er fortsat indbrudstyvenes mest travle dag. Og det er især smykker og elektronik, de går efter, når de holder jul i dit hjem. Det viser tal fra forsikringsselskabet Topdanmark.
- Antallet af indbrud eksploderer som regel i juledagene, og juleaften, hvor rigtigt mange er ude af huset, er hårdest ramt. Her sker der ca. tre gange så mange indbrud som i resten af december måned, siger Lene Koudal Cinicola, som er salgsleder hos Topdanmark i Aalborg-området.
Computere og smykker er det helt store hit blandt tyvene. Sidste år fik Topdanmark ifølge Lene Koudal Cinicola 51 anmeldelser om stjålne computere og 83 om stjålne smykker den 24. december 2011. Dertil kommer 43 anmeldelser på stjålet TV og hi-fi samt 38 anmeldelser om stjålne cd’ere med musik, film og spil.
Let omsættelige varer
- Vi ved, at disse ting er lette for tyvene at sælge videre, og derfor er det dem, de går efter. Derfor kan det være en god idé at gemme tingene væk, inden man tager på julebesøg, siger Lene Koudal Cinicola.
Det bedste er - helt enkelt - at undgå indbrud. Og det helt simple råd er at låse alle døre – også inde i huset – og lukke vinduerne.
Desuden bør man sørge for, at huset ser beboet ud, hvis man skal være væk i længere tid.
- Det bedste råd er at bede sine naboer om at holde øje med huset og få nogen til at tømme postkassen, skovle sne og fylde skraldespanden ved længere fravær. Lad også gerne nogen parkere deres bil i din indkørsel. Og sørg så for at sikre huset godt med ordentlige låse og sikringsbeslag på vinduerne, siger Lene Koudal Cinicola.
Tæl værdierne sammen
Alverdens forholdsregler er dog ingen garanti mod indbrudstyvene. Det ved man desværre alt for godt i Topdanmark.
- Derfor opfordrer vi også vores kunder til at tage billeder af deres indbo og have styr på deres værdier, siger Lene Koudal Cinicola.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.