Kriller i maven hos de nordjyske bioanalytikerstuderende

Det første hold bioanalytikerstuderende fra den nye uddannelse på UCN i Hjørring kom mandag ud i ”virkeligheden” på hospitalerne

Flagene var fundet frem tidlig mandag morgen på Regionshospital Nordjylland. <i>Foto: Lene Pedersen</i>

Flagene var fundet frem tidlig mandag morgen på Regionshospital Nordjylland. Foto: Lene Pedersen

HJØRRING:Den røde løber var rullet ud og flagene fundet frem tidlig mandag morgen på Regionshospital Nordjylland.

Det første hold studerende fra den nye nordjyske bioanalytikeruddannelse på professionshøjskolen UCN i Hjørring skulle mandag ud i deres første praktik.

Hidtil har den nærmeste uddannelsesmulighed været i Århus, så da UCN åbnede for muligheden for en nordjysk bioanalytikeruddannelse var søgningen stor.

87 havde uddannelsen som førsteprioritet. Når uddannelsen er oppe at køre i fuld skala, vil der være et par hundrede studerende.

Uddannelsen tager 3,5 år, og der er indbygget en del praktik i uddannelsen - den første startede i dag med fælles introduktion i Hjørring.

”Vores” uddannelse

For Gitte Meyer Larsen, bioanalytikerunderviser, Klinisk Biokemisk Afsnit i Hjørring var det en dag, hun havde set meget frem til.

Gitte Meyer Larsen har været med i den arbejdsgruppe, hvor klinikere har arbejdet sammen med UCN om uddannelsens indhold. <i>Foto: Lene Pedersen</i>

Gitte Meyer Larsen har været med i den arbejdsgruppe, hvor klinikere har arbejdet sammen med UCN om uddannelsens indhold. Foto: Lene Pedersen

- Vi har oplevet problemer med at rekruttere, og med uddannelsen her begynder vi at kunne se lys for enden af tunnelen. Med en nordjysk bioanalytikeruddannelse, så håber vi, at de studerende gennem uddannelsen får en god tilknytning til de kliniske arbejdspladser her i landsdelen og efterfølgende søger job her.

Gitte har været med i den arbejdsgruppe, hvor klinikere har arbejdet sammen med UCN om uddannelsens indhold.

- Det betyder, at vi har fået en form for ejerskab for uddannelsen. Det er ”vores” bioanalytikeruddannelse, smiler hun.

Glæder sig til hands-on

De bioanalytikerstuderende er mere end klar til at stifte bekendtskab med regionens laboratorier, hvor de kan få afprøvet teorien fra bøgerne i virkeligheden, indgå i kollegafællesskaber og møde dem, det handler om: Patienterne.

Malene Jensen, bioanalytikerstuderende bosat i Aalborg:

- Jeg havde overvejet uddannelsen i Århus, men da jeg hørte, uddannelsen var på vej i Nordjylland, ventede jeg. Jeg glæder mig til nu at komme ud i praktik og få prøvet tingene af i virkeligheden. Man kan læse sig til meget, men det er ude i praksis, man finder ud af, hvad det egentlig drejer sig om.

Malene Jensen havde overvejet uddannelsen i Århus. <i>Foto: Lene Pedersen</i>

Malene Jensen havde overvejet uddannelsen i Århus. Foto: Lene Pedersen

Timm Alexander Poulsen, bioanalytikerstuderende bosat i Aaborg, har tidligere studeret til sygeplejerske, men laboratoriearbejdet trak mere i ham.

- Så da muligheden for at læse bioanalytiker her i Nordjylland bød sig, så var det en chance for at få en uddannelse, hvor jeg i endnu højere grad får mulighed for at beskæftige mig med de emner og det laboratoriearbejde, jeg godt kan lide. Uddannelsesstrukturen gør, at vi løbende kommer meget ud på afdelingerne og får tingene i hænderne. Det glæder jeg mig til.

Hanne Kjølholm Christiansen, bosat i Hjørring:

- Jeg har været skolelærer i 20 år, men nu skulle der ske noget nyt. Jeg har drømt om en fremtid inden for sundhedsvæsenet, hvor det tiltaler mig at arbejde med omsorg og det at hjælpe andre. Og jeg har da lidt kriller i maven over nu at komme ud i laboratorierne og få hands-on.

- Jeg havde også taget uddannelsen, hvis det skulle foregå i Århus, men det gør det betydelig lettere at få hverdagen med familie til at hænge sammen, at det nu kan foregå i Hjørring. Vi har et velfungerende hold på uddannelsen, hvor vi er en blandet flok med i forskellige aldre og med forskellige baggrunde.

Timm Alexander Poulsen, bioanalytikerstuderende bosat i Aalborg, har tidligere studeret til sygeplejerske. <i>Foto: Lene Pedersen</i>

Timm Alexander Poulsen, bioanalytikerstuderende bosat i Aalborg, har tidligere studeret til sygeplejerske. Foto: Lene Pedersen

En eftertragtet flok

Søren Valgreen Knudsen, regionsrådsmedlem (S) og formand for udvalg for Uddannelse, Arbejdsmiljø og Rekruttering var med til velkomsten af de studerende.

- Det er fantastisk, at vi nu står her og kan byde de første studerende fra den nordjyske bioanalytikeruddannelse velkommen til hospitalerne. Jeg er overbevist om, at det gør en forskel for rekrutteringen fremover, at man kan uddanne sig i landsdelen, for det er typisk også de år, hvor man vælger, hvor man vil bosætte sig. Så en rigtigt god dag for Nordjylland.

Søren, der selv er læge, bød ikke bare de studerende velkommen til regionen som arbejdsplads, men også som kommende kollega.

- Jeg ved, hvor afgørende I er for sundhedsvæsenet, og jeg håber, at I under praktikken vil opleve, hvor centrale I er både i diagnosticering af patienter og når vi skal finde ud af, om behandlingen virker. Coronatiden med dens mange millioner test gjorde, at befolkningen i endnu højere grad fik øjnene op for, at sundhedsvæsenet er mange andre fagligheder end sygeplejersker og læger. Jeres kommende fag stiller store krav, men I er en uundværlig brik i et moderne sundhedsvæsen. I bliver meget eftertragtede.

De studerendes første praktik er et seks ugers forløb. De tre første uger i fælles introforløb, de sidste tre uger ude i de enkelte specialer. Ud af de 28 studerende skal seks være på Regionshospital Nordjylland og resten på Aalborg UH.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.