Udstilling på Tranum Strandgård

Lola og søpapagøjerne er malet af Lola Bloch.
1. april 2017 14:09

Det må med rette kunne kaldes en tradition, når Tranum Strandgaard, Kunst- og kulturcenter 8. april for niende år i træk blænder op for en spændende Påskeudstilling, hvor fire etablerede kunstnere viser deres værker frem for publikum.

De fire kunstnere har alle til huse i det østjyske og viser værker, som spænder bredt fra meget koloristiske værker på lærred til keramiske, muntre og humoristiske figurer, men udstillingen favner også krukker i keramik i rene systematiske og strukturelle linjer.

Kunstneren Birgitte Skallgaard fra Risskov Birgitte mestrer på fornemmeste vis farverne i sit kunstneriske virke.

Hun vælger gerne motiver fra rejser, dragende oplevelser i naturen, og især fugle får de kunstneriske tanker og indtryk til at svæve og skabe dragende værker, som er en oplevelse værd for beskueren.

Anna Margrethe Beck er fra Randers og har før arbejdet indenfor flere genrer i sit kreative virke. I de senere år er Anna Margrethe Beck gået over til at at male akryl-billeder. Hun henter inspiration på rejser og i naturen og ikke mindst sammen med 12 andre udøvende kunstnere, som har til huse i et givende kunstnerisk fællesskab i Atelier 12 B i Randers.

Inspireret af bygninger, murværk, vejskilte med mere, lader udstillingens tredje kunstner Kate Kanstrup Nielsen, Vejle, sine keramiske værker spire frem. Værkerne på udstillingen er rakukeramik, hvor sekskanten danner grundlaget for spændende skulpturelle dimensioner, som viser særpræg og skønhed, som kunstneren ser som et vigtigt værdisæt i kunstens verden. Kunstneren lever ikke af sin keramik, men for den.

Udstillingen sidste kunstner er Ulla Bloch, Risskov, som nyder at komponere et billede, vælge farver og herigennem fortælle os en historie, hvor hun primært maler figurativt og muntert. Som kunstneren udtrykker det: - Livet er en alvorlig sag, men mildnes med humor.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...