Udveksling skaber forståelse

Mange forskellige tungemål lyder i disse dage i Brønderslev. Både på Hedegårdsskolen og rundt om i mange elevers hjem.

Ida Jacobsen flankeret af de to italienske piger Cecilia Mazza (til venstre) og Sophie Retif. Foto: Kurt Bering

Ida Jacobsen flankeret af de to italienske piger Cecilia Mazza (til venstre) og Sophie Retif. Foto: Kurt Bering

I denne uge har Hedegårdsskolen besøg af 52 udenlandske elever og syv lærere. Der er tale om en en hel engelsk klasse fra Croyden i det sydlige London, en hel fransk klasse fra Paris-forstaden Domont samt et håndfuld italienske elever og lærere fra det nordlige Italien. Besøget er led i et Comenius-samarbejde, som Hedegårdsskolen er en del af i 2011-2013. Comenius er en del af EU's program for livslang læring. Alle eleverne er privat indkvarteret hos Hedegårdsskolens elever, og projektet kan kun lade sig gøre, fordi mange familier har mod på at åbne deres hjem og vise, hvordan en dansk hverdag ser ud. Ideen med, at Hedegårdsskolen har valgt at være med i Comenius er, at eleverne skal opnå en større forståelse for andre europæiske kulturer og knytte venskab på tværs af grænserne. Tirsdag aften var der fælles fest for elever, forældre med flere. Omkring 250 deltog. Deltagerne havde selv mad med, og der var en "landskamp". Formiddagene tilbringes på skolen, hvor Hedegårdsskolens 8.a arbejder sammen med gæste-eleverne ud fra projektets titel, som er: How to build a sustainable new European town - altså hvordan man bedst bygger en bæredygtig by. Eftermiddagene byder på ekskursioner: Tirsdag var der en gå-tur i Brønderslev, onsdag var der bus-udflugt til Skagen og torsdag var der en by-tur til Aalborg inden der var bowling om aftenen. Ida Jacobsen, der er elev i 8. klasse C, har to italienske elever boende, nemlig Cecilia Mazza og Sophie Retif. - Jeg har en hems, som de kan sove på, fortæller Ida, der synes, det er spændende at have italienske unge på besøg. Den skole, de italienske elever går på, Savignano Sol Rubicone, er med sine 300 elever kun halvt så stor som Hedegårdsskolen. - Vi synes, danskerne er flinke og positive mennesker. Og så er der en flot og anderledes natur, end vi er vant til, fortæller Cecilia Mazza og Sophie Retif. Ida Jacobsen fortæller, at hendes forældre ikke laver speciel mad på grund af det italienske besøg. - Vi fik burgere én aften. Det skulle ikke lige være pasta og pizza, fortæller hun.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Inspektionsskib sejler i ring om russiske fregatter ud for Nordjylland
Luk