Udvikling af Vilsund en fælles opgave
Det nuværende havneområde i Vilsund kan blive til ”Søsportscenter Vilsund”
VILSUND: 1,5 millioner kroner.
Så meget vil det koste, at erhverve arealerne til at realisere planerne om et ”Søsportscenter Vilsund”.
Det sagde Flemming Jensen fra Vilsund Erhvervsråd, da mere end 100 lokale mandag aften var samlet i ”Hyttefadet” i Vilsund for at drøfte de tanker og ideer, der indgår i helhedsplanen ”Vilsund 2022”. Planen er lavet af en kreds af lokale foreninger som oplæg til nye tiltag, der skal skabe udvikling og vækst i Vilsund. En af de medvirkende foreninger er Vilsund erhvervsråd.
Tanken om at udvikle havneområdet i Vilsund, inklusive det areal, som i dag er bådebyggeri, til et fremtidigt søsportscenter er sammen med tanker om et stisystem i byen nogle af de centrale ting i planen - og også blandt de ting, der skal realiseres først, fremgik det af orienteringen på borgermødet.
Men hvad er prisen på et søsportsventer, lød et spørgsmål fra salen.
- 1,5 millioner kroner til køb af området, forklarede Flemming Jensen som understregede, at der ikke var mulighed for at søge fondsmidler til centret, for der var erhvervet enten et areal eller en bygning, som der kunne søges midler til.
- Vi arbejder på en model, hvor vi søger flest mulige penge hjem - og herefter beder kommunen om hjælp til resten, sagde Flemming Jensen om en af mulighederne for at rejse penge til at realisere planerne, som under alle omstændigheder skal være et fælles projekt for hele Vilsund.
- Uanset om vi skal erhverve området ved værftet eller lave et stisystem, så er det et fælles projekt. Chancen er her nu, ikke om fem år, sagde han.
Kaj Kirk (DF) og Niels Jørgen Pedersen (V), repræsenterede kommunalbestyrelsen. Begge bakkede op bag tanken om, at Vilsund 2022 bedst realiseres gennem en fælles lokal indsats.
- Det vil give det sammenhold, der er nødvendigt, hvis projektet skal gennemføres, sagde Kaj Kirk mens Niels Jørgen Pedersen hæftede sig ved, at planen var et udtryk for stor opbakning bag ønsket om at få et attraktivt område.
- En landsby overlever, fordi folk selv vil. Ellers går det den forkerte vej. En landsby uden energi har svært ved at få midler, men det er ildsjæle, der holder gang i byerne, sagde Niels Jørgen Pedersen.
I de kommende dage vil det vise sig, i hvor høj grad der kan skaffes lokal kapital til at skyde ind i projektet. På bordene lå en blanket, hvor interesserede kan give tilsagn om et økonomisk bidrag til ”Søsportscenter Vilsund”. Tilsagnet med angivelse af beløbsstørrelse skal afleveres senest 20. marts - og det kan ske i vished om, at tilsagnet falder bort, hvis projektet ikke realiseres. Men meldingen fra Hyttefadet var klar: Projektet er lavet for at blive realiseret.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.