Undskyldning til DF-politiker efter trusler om tæsk

Fiskeskipper inviterer på Facebook DF-ordfører Ib Poulsen til en snak om fisk på skipperens kutter i Hanstholm

Ib Poulsen får en uforbeholden undskyldning fra fiskeskipper Benny Rasmussen. Arkivfoto

Ib Poulsen får en uforbeholden undskyldning fra fiskeskipper Benny Rasmussen. Arkivfoto

HANSTHOLM:"Jeg vil gerne beklage og undskylde ordlyden i den udtalelse, jeg er kommet med over for Ib Poulsen. Det var bestemt ikke gennemtænkt. Jeg har efterfølgende taget kontakt til Ib Poulsen og givet ham en uforbeholden undskyldning. Ib og jeg er måske ikke enige om alt, men han er naturligvis altid velkommen i Hanstholm, og til en snak om fiskeri ombord på vores båd. Ingen bør føle sig truet af hverken mig eller nogen andre."

Sådan lyder det nu fra fiskeskipper Benny Rasmussen i et opslag på Facebook i den lukkede gruppe hanstholm.nu efter sagen om trusler om tæsk til miljø- og fødevareordfører Ib Poulsen, Dansk Folkeparti.

Ifølge DF-politikeren lovede fiskeskipperen politikeren tæsk, hvis han dukkede op til festen i anledning af 50-års-dagen for Hanstholm Havns indvielse lørdag aften.

- Fiskeskipper Benny Rasmussen, der ejer "Lingbank", sagde til mig, at jeg risikerer at få tæsk, hvis jeg kommer til festen. Så det opgiver jeg. For jeg tænker, at kan folk finde på at sige sådan noget, være så primitiv, når de er ædru, hvad kan de så ikke finde på, når de har fået lidt inden for vesten, sagde DF-politikeren fredag til NORDJYSKE.

Til det svarede skipperen:

- Det kan godt være, at jeg fik sagt til ham, at han risikerer at få tæsk, hvis han kommer til festen.

Ved 19.30-tiden fredag aften kom så den uforbeholdne undskyldning fra fiskeskipperen på Facebook. Du kan se opslaget her

Efter undskyldningen på Facebook sagde Ib Poulsen lørdag formiddag til NORDJYSKE:

- Jeg tager undskyldningen til efterretning. Jeg har nogle folk til at kigge på truslerne, så må jeg jo høre, hvad de siger. Nu er der jo så kommet en undskyldning, så tænker jeg, at vi lader den ligge der. Jeg er ikke sådan en person, der gider den slags med politi indblandet. Jeg ved godt, at man skal finde sig i meget som politiker, men man skal gå efter bolden og ikke efter manden, og når det bliver for personligt så står jeg altså af. Men jeg er mand nok til at tage mod undskyldningen.

Men på trods af undskyldningen tager han ikke til festen lørdag aften i anledning af Hanstholm Havns 50 års jubilæum.

- Skal man til en fest, så skal man også gerne være i feststemning. Og jeg vil sige, at lysten og humøret er ikke rigtig til det efter truslerne, så jeg bliver hjemme. Og jeg har stadig to billige billetter til salg, lyder det galgenhumoristisk fra miljø og fødevareordføreren.

Han understreger, at det overordnede indtryk, han havde af at være på Hanstholm Havn fredag, var godt.

- Jeg fik mange tilkendegivelser og klap på skulderen og godt gået med at holde fast i sagen om kvotekongerne og de nye regler for området - og altså kun en enkelt ubehagelig tilkendegivelse, siger Ib Poulsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.