Ung ræv fik franarret sin vindertitel
Ræven og favoritten til årets Red Bull Rævejagt i Rebild var ikke snu nok
Opdateret 09. oktober 2016 kl. 19:11
REBILD: For andet år i træk blev der lørdag afholdt Red Bull Rævejagt i Rold Skov ved Rebild - hvor de levende heste som bekendt er skiftet ud med dem af jern.
Cykelkæderne var velsmurte, og "klikkene" fra de 450 deltageres cykelsko, når de ramte pedalerne, gav genlyd i hele startområdet, da starten gik klokken 14.
To minutter efter feltet satte ræven, den blot 19-årige og tredobbelte verdensmester i mountainbike, Simon Andreassen, sin forfølgelse i gang.
Herefter skyndte publikum sig over til målområdet, der med sækkestole og DJ-musik mindede om enlounge på Smukfest.
Men i forhold til sidste år var det ikke favoritten og ræven Simon Andreassen, der kom først i mål. Hele syv ryttere fløj over målstregen, før verdensmesteren kom i hus.
- Det var et helt anderledes løb end sidste år, og det var meget sværere at overhale. Men jeg synes, det gik super godt, sagde Simon Andreassen.
Vinderen blev derimod kammeraten og mountainbikerytteren Sebastian Fini fra Gentofte, som kom i mål i tiden 28 minutter og 23 sekunder.