Ungarere får 12 kr. i timen
To ungarere på et kvægbrug i Vendsyssel arbejder for blot 12 kr. timen. Det tangerer menneskehandel, lyder det fra 3F
Opdateret 21. december 2012 kl. 11:20
NORDJYLLAND: - Det tangerer næsten menneskehandel. Udmeldingen kommer fra forhandlingssekretær for fagforbundet 3F, Morten Fischer-Nielsen.
På et kvægbrug i Vendsyssel arbejder to ungarere for bare 34 kroner i timen. Trækker man kostpenge fra: 12 kroner i timen. Den laveste timeløn, Morten Fischer-Nielsen endnu er stødt på.
- Jeg har aldrig set noget så slemt. Selv om man arbejder 24 timer i døgnet, vil man få svært ved at at få det til at hænge sammen. Og at kalde de 22 kroner for diætsatser er direkte ulovligt. Det er en svinsk måde at gøre det på, synes forhandlingssekretæren.
Ført bag lyset
3F overvejer nu at rejse sagen for domstolene ved at påberåbe sig Aftalelovens paragraf 36. Den kan bruges, når en part har udnyttet sin magtposition i forhold til modparten.
- Ungarerne er helt klart ført bag lyset. De har ikke haft en chance hjemmefra for at finde ud af, at de ikke kan leve for så lidt i Danmark, vurderer Morten Fischer-Nielsen.
De to ungarere er kommet til Danmark via det danske vikarbureau AndreasAgro. Her tager ejer og stifter Andreas
Kauders udsigten til en retssag roligt.
Folk er her frivilligt
- Det vil da være spændende at se, hvad domstolene siger. De folk, vi formidler arbejde til, er her frivilligt. De får at vide allerede inden de tager af sted, hvordan forholdene er. De får en kontrakt, og den opfylder vi til punkt og prikke.
Men ungarerne kan ikke bare rejse hjem, hvis de er utilfredse, mener Morten Fischer-Nielsen.
- Ikke, hvis de har brugt deres sidste kroner på at rejse herop. Og her må man formode, at alle pengene er gået til mad, så der ikke er overskud til at købe en togbillet. Hvis de er i bil, har de så dårligt råd til benzin, at de ikke engang kan køre ned til grænsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.