Ungdomsrock for 21. gang

Hot Black Coffee fra Fjerritslev. Foto: Per Gregersen
Hot Black Coffee fra Fjerritslev. Foto: Per Gregersen

Gymnasiet i Fjerritslev genlød for 21. år i træk af såvel tunge rock-riffs som bløde pop toner, leveret af dygtige unge musikere fra bl.a. Jammerbugt Kulturskole, gymnasiet, Jetsmark Skolecenter og Bjerget Efterskole.

Der var lige fra start fyldt godt op på tilskuerrækkerne, omkring 250 overværede koncerten. Igen var der besøg af rockgruppen "Henkiller" fra Klim, der foruden Linus Holst, Rasmus Holst og Mads Lund er suppleret med guitarist og sanger Jake Gardiner fra Fjerritslev.

- Gruppen har optrådt adskillige gange til Ungdomsrock, og de er altid lige populære med deres egne vilde og funky rocksange, fortæller Per Gregersen, souschef hos Jammerbugt Kulturskole.

Henkiller deltager i en stor international konkurrence, hvor de er kommet til semifinalen. Går de videre, skal de til Tyskland, hvor vinderen får en pladekontrakt med Marshall.

Årets Ungdomsrock bød også på et "cometogether," der var et nyt tiltag, hvor gæsterne fra Hillerød, Esbjerg og Sorø kom og spillede til ungdomsrock og blev på gymnasiet weekenden over sammen med 15 elever fra Jammerbugt Kulturskole.

- Det var en stor oplevelse for de unge elever at være sammen med musikalske unge fra de andre kulturskoler, så det er bestemt ikke sidste gang vi arrangerer et sådant stævne, siger Per Gregersen.

Grupperne der spillede til Ungdomsrock 2017 var:

Merula (Fjerritslev), Funny Loops (Skovsgaard), Bjerget Efterskole, Open House (Hillerød), Fjerritslev Gymnasium Musikhold, Pink Ladies (Tranum), Rock Solid (Tranum), ECHO (Fjerritslev), Rockaholics (Esbjerg), Velvet (Jetsmark), Combination (Hillerød), Esbjerg (Esbjerg), Hot Black Coffee (Fjerritslev), Henkiller (Klim).

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden