Unge golftalenter stormer frem
Brønderslev-spiller vandt stor juniorturnering, hvori deltog 69 spillere fra hele landet
BRØNDERSLEV: Landets absolutte top inden for golf - på juniorsiden - har deltaget i en turnering i Brønderslev, Spar Nord Junior Open, der tæller til World Amateurs Golf Ranking.
- Det er én af årsagerne til, at den er så populær, fortæller turneringsleder Mette Lundin fra Brønderslev Golfklub.
61 drenge og otte piger stillede op på golfbanen i Brønderslev, hvor de på 11 timer gik to gange 18 huller, inden turneringen kunne gøres op.
Det blev det lokale golftalent, Malthe Laustsen, der løb med førstepræmien.
Trods sine kun 19 år drømmer han om en karriere som professionel golfspiller. Han går på EUX i Aalborg.
- Jeg har spillet golf i 10 år, fortæller Malthe, der har et handicap på +0,8.
Interessen for golf deler han med sin lillesøster, Mathilde Laustsen på 15 år, der også deltog i junior-turneringen.
Det var en kammerat, der fik Malthe til at interessere sig for golf, og det var Malthe, der fik lillesøsteren med på golfbanen.
Foruden at spille golf, er hun aktiv håndboldspiller.
Malthe spiller på klubbens 1. divisionshold, mens Mathilde spiller på klubbens kvindehold i 3. division.
- Vi har én af de bedste baner i Danmark, siger Malthe Laustsen. Jeg tilbringer mange timer på banen, når tiden tillader det.
Fem lokale deltagere
Foruden søskendeparret deltog fra Brønderslev Jon Lundin, Simon Bredahl og Jonas Thygaard Larsen.
Med i turneringen var også Søren Kjeldsens søn, Emil Kjeldsen, på 12 år, der går i faderens fodspor. Selv deltager Søren Kjeldsen i en golfturnering i Skotland.
Malthe gennemførte med 143 slag, mens Anders Elite Ejlertsen fra Vejle gik banen i 146 slag, og dermed blev nummer to. Bedste nettoscore opnåede Rasmus Ellemann fra Blokhus med 152 slag.
Hos pigerne var det Jane M. Linkhusen, Frederikshavn, der vandt med 155 slag, mens Josefine Bertelsen fra Vejle indtog andenpladsen med 160 slag. Bedste nettoscore havde Lærke V. Jensen fra Hobro med 162 slag.
Lars Oddershede uddelte på vegne af Spar Nord Fonden præmierne. Fonden har gjort det økonomisk muligt at gennemføre turneringen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.