Lokalpolitik

- V i Rebild må se at komme i gang

Venstre i Vesthimmerland efterlyser handling i nabokommunen

Gårdejer Niels Juel Nielsen i Haverslev mener, at de fire repræsentanter for Rebild Kommune i kredsbestyrelsen Himmerland sidste efterår blev tvunget ud af de fire Venstre repræsentanter for Vesthimmerlands Kommune. Arkivfoto

Gårdejer Niels Juel Nielsen i Haverslev mener, at de fire repræsentanter for Rebild Kommune i kredsbestyrelsen Himmerland sidste efterår blev tvunget ud af de fire Venstre repræsentanter for Vesthimmerlands Kommune. Arkivfoto

HIMMERLAND:- Det er stærkt betænkeligt, at Venstres organisation i Rebild blokerer for arbejdet i kredsbestyrelsen. Det er efter min opfattelse udemokratisk og uværdigt for partiet.

Sådan lyder det fra formanden for Venstre i Vesthimmerland, Henrik Andersen, der nu appellerer til Venstre i Rebild om snarest at udpege medlemmer til kredsbestyrelsen, så arbejdet i kredsen kan komme i gang igen.

- Yderligere forhaling vil bare gøre det endnu vanskeligere at få valgt Per Bisgaard ved næste folketingsvalg, siger Henrik Andersen.

Kritikken af Rebild-kollegernes langsommelighed kommer i kølvandet på den langvarige strid i Himmerlandskredsen omkring valget af folketingskandidat.

- Da der til det først berammede opstillingsmøde i maj 2012 kun var anmeldt én kandidat, blev opstillingen udsat til efter sommerferien. Og da datoen herfor nærmede sig, var der nu tre kandidatemner at vælge imellem. På selve opstillingsmødet 12. september i Haverslevhallen blev Per Bisgaard som bekendt valgt med stort flertal. Det afstedkom – som det også er bekendt – en del tumult, idet de fire medlemmer af kredsbestyrelsen fra Rebild trak sig ud af bestyrelsen fordi de ikke kunne støtte Per Bisgaard.

- Siden har arbejdet i kredsbestyrelsen været stort set lammet, da der i Venstre i Rebild tilsyneladende ikke har haft den store lyst til at finde nye medlemmer til kredsbestyrelsen og jeg finder det stærkt betænkeligt at Venstres organisation i Rebild på den måde blokerer for arbejdet i kredsbestyrelsen, siger Henrik Andersen.

Blev tvunget ud

Gårdejer Niels Juel Nielsen i Haverslev har som formand for Venstres kommuneforening i Rebild en helt anden opfattelse af hændelsesforløbet internt i kredsbestyrelsen.

- Det var Holger Jessen, der som formand for kredsbestyrelsen sagde, at det ville være vanskeligt at samarbejde med os fire repræsentanter for Rebild Kommune efter valget af Per Bisgaard som folketingskandidat i september i fjor. Så med opbakning af de tre andre vesthimmerlandske medlemmer af kredsbestyrelsen blev vi fire dengang reelt tvunget til at træde ud af kredsbestyrelsen, pointerer Niels Juel Nielsen.

Han beklager meget, at Venstre i Vesthimmerland nu angriber Venstres organisation i Rebild.

- Det er meget skuffende og ærgerligt, for frem for at skændes skal vi i stedet samarbejde i Venstre tværs over de to kommunegrænser. Venstre i Rebild har ihærdigt forsøgt at finde fire nye kandidater til kredsbestyrelsen, blandt andet ved kontakt til både de fire lokale vælgerforeninger og Venstre medlemmer. Men det har som jeg hele tiden har forventet været en rigtig svær opgave, erkender Niels Juel Nielsen.

I øjeblikket er to kandidater dog klar i kulissen, og formanden håber at det vil lykkes at finde de sidste to på Venstres generalforsamling tirsdag 19. marts på Rebildhus.

De fire repræsentanter for Rebild Kommune i kredsbestyrelsen, der trådte ud sidste efterår var ud over Niels Juel Nielsen Niels Peter Nørøxe, Gert Sørensen og Jesper Frisgaard.

På generalforsamlingen i Venstre Vesthimmerland forleden blev følgende fire medlemmer fra Vesthimmerland valgt til kredsbestyrelsen for Himmerlandskredsen: Henrik Bygholm, Aalestrup, Peder Møller Lauridsen, Aars, Holger Jessen, Farsø, og Martin Riisgaard-Jensen, Løgstør.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst