Vågn op forældre!
Dueholmskolen indkalder forældre til debatmøde om kommunalbestyrelsens forslag til ny skolestruktur
MORS: - Det er vigtigt, at forældre til vores skolelever står frem og siger deres mening til politikerne.
Sådan lyder opfordringen fra Erik Borregaard, formand for skolebestyrelsen på Dueholmskolen i Nykøbing, forud for et debatmøde i aften for forældre til elever på skolen. Også repræsentanter for de lokale politiske partier er inviteret til mødet.
- Jeg håber, at forældrene vil protestere offentligt i stedet for på Facebook eller over hækken til naboen. Ellers risikerer man, at politikerne tager tavsheden som accept af de kommende strukturændringer på børne- og skoleområdet. Forældrene er nødt til at komme på banen nu, siger Erik Borregaard, der håber på et stort fremmøde til aftenens debatmøde.