Værd at køre efter

Grill & Sandwich på Toppen.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Til pølsemix hører karryketchup, rå og ristede løg samt agurkesalat. Synes fotografen.

ANMELDELSE:Inden for ganske få kvadratmeter er der på Årestrupvej - i den øverst beliggende del af Vejgaard ud mod Øster Sundby Vej - nærmest alt, hvad hjertet kan begære: et supermarked, en tankstation og så en grillbar, lige ud kaldet Grill & Sandwich på Toppen. Men er stedet nu også på toppen? Især fotografen, som er en stor ynder af pølsemix, har tænkt sig at lade det komme an på en prøve ved at bestille den største af slagsen. Den koster 37 kroner (en mindre er kun fem kroner billigere). Pølsemix er - ganske som ventet - en blandet af ituskårne pølser plus pommes frites samt valgfrit tilbehør. - Jeg vil gerne bede om karryketchup, rå løg, ristede løg og agurkesalat, siger fotografen med kenderens sikre fornemmelse for, hvad der er godt. Kvinden bag disken hæver øjenbrynene og skal lige til at rulle måske nok mindre anerkendende med øjnene, da fotografen påpeger: - Det smager altså godt sammen. - Ja, det siger du ... lyder det tørt konstaterende svar. Men det smager rent faktisk godt. Også sammen. Fotografen kan måske godt savne lidt mere pølse og større variation end bare røde og ristede pølser (bare en lille bid frankfurter og/eller medister havde sat humøret i vejret), men pomfritterne er upåklagelige, lige tilpas sprøde. Selv har jeg valgt stedets største bud på en burger, en Jumboburger (pris: 42 kroner) med to velstegte og udmærkede krydrede bøffer og alt, hvad den derefter kan trække af salat, tomat, løg ketchup og ikke mindst burgerdressing, samlet i en tilpas ristet sesambolle. Ikke så mange dikkedarer der - bare et ganske almindeligt, solidt, velsmagende måltid. Alt i alt en aldeles udmærket burgeroplevelse (og pølsemix-oplevelse), som det nok kan være værd at køre efter en anden gang. **** (fire ud af seks burgere) Hvad? Grill og Sandwich på Toppen. Hvor? Årestrupvej 2, Aalborg. Hvornår? Mandag-fredag kl. 11.00-19.30, Lørdag og søndag kl. 13.00-19.30. Telefon? 98 11 15 25. Hjemmeside? Nej. Bonus-information? Stedet har fire siddepladser, lidt spredt rundt omkring i lokalet, som tydeligvis ikke er dybt nok til at have flere siddepladser af hensyn til indgangen. Der er også tre spilleautomater. Mere? Man har åbenbart et vist døje med de lokale rulleskøjteløbere. På ret autoriserede skilte bliver de bedt om at holde sig inden for måtterne, hvis/når de ruller ind i lokalet.