Lokalpolitik

Valgvideo skabte uro i Hjørring Biocenter

Hjørring Bio har været nødt til at fjerne valgvideo fra det højreorienterede Danskernes Parti

Hjørring Biocenter har fjernet omstridt valgvideo. Arkivfoto: Kurt Bering.
Hjørring Biocenter har fjernet omstridt valgvideo. Arkivfoto: Kurt Bering.

HJØRRING: Biografgængere i Hjørring har reageret meget skarpt på en valgvideo, der i en uge har været vist i Hjørring Biocenter forud for kommunalvalget.

Det er en reklamefilm for det højreorienterede Danskernes Parti, der stiller op til kommunalvalget i Hjørring Kommune.

- Vi har oplevet uro og højlydt snak i salen efter at filmen har været vist, og jeg har fået fire konkrete henvendelser fra gæster, der tager skarpt afstand fra videoen og føler sig stødte, fortæller biografdirektør Rikke Grebberud.

Biografen valgte derfor at fjerne valgvideoen.

Ingen skal stødes

- Selvom vi er upartiske og der er tale om et lovligt parti , så vil vi ikke støde vores gæster, siger Rikke Grebberud.

Flere gæster har direkte opfattet valgvideoen som nazistisk propaganda, tilføjer hun.

Det er valgvideoen generelt og udtalelser om, at partiet tager skarpt afstand fra integration af fremmede, der har stødt biografgæsterne.

Politisk censur

Biografens beslutning om at sløjfe reklamen vækker forargelse hos Danskernes Parti.

- Det er politisk censur, lyder det fra Morten Borup, der er byrådskandidat i Hjørring for Danskernes Parti.

Danskernes Partis valgvideo er ligeledes blevet fjernet i Fredericia, men kører stadig i biografer i Aarhus og København.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden