Valhalla kommer til Skagen

Islandske heste, selveste Loke samt vikinger indtager sammen med ild, mytologi, sange og fortællinger Skagen 7. december

Kræfterne bag det store Valhalla arrangement 7. december samlet på pladsen ved Vandkunsten.
Skagen 26. november 2014 10:40

SKAGEN: 7. december træder Skagen 1000 år tilbage i tiden og omdannes til de nordiske guders hjemstavn - selveste Valhalla.

30 vikinger og 30 langhårede islandske heste indtager nemlig byen, og selveste Martin Brygmann, der spillede den lumske Loke i TV2’s julekalender ”Jul i Valhal”, kommer og deltager i det store arrangement midt i Skagen.

Martin Brygmann har skrevet og produceret musikken til ”Jul i Valhal”, og Loke kommer blandt andet til at optræde med sange fra julekalenderen, og publikum vil få indsigt i mytologiske fortællinger - tolket af Loke.

Denne dag er butikkerne åbne fra 12 til 16, og det er også i det tidsrum man kan opleve ”Gudernes Heste” med historier og sange fra julekalenderen - fremført af Martin Brygmann, Cecilie Sørensen, Liva Kjær Madsen, Emili Berg og Morten Nordheim.

- Der bliver tale om et hyggeligt julearrangement med heste, håndværksboder med salg, vikinger, salg af mad fra mægtig vikingegryde, sang, musik og fortællinger på pladsen ved Kulturhus Kappelborg og Vandkunsten, lyder det fra arrangørerne.

Skagen midtby bliver simpelthen omdannet til asernes rige, og Martin Brygmann deltager som nævnt personligt i den nordiske jul i Skagen.

Populære heste

Dagen begynder med et hyggeligt og fascinerende historisk regi på pladsen ved Kappelborg og Vandkunsten med mulighed for både åndelig og fast føde.

Musikere og sangere kommer til at sørge for, at der blandt andet spilles og synges sange fra ”Jul i Valhal”, og børnene kan selvfølgelig også prøve at sidde til vejrs og blive trukket en tur på en islandsk hest - vikingernes og gudernes hest.

- Den islandske hest er efterkommer af de heste, vikingerne havde med sig, da de bosatte sig på Island i niende og tiende århundrede, og Nordjylland er i dag det sted i verden uden for Island, hvor koncentrationen af islandske heste er allerstørst, siger Jan Michael Madsen, der sammen med Jóanis í Hoygarðinium er en af arrangørerne af Istølt Frederikshavn 2015.

Et niveau op i år

Det er dem, som sammen med Skagen Handelsstandsforening, Rideklubben Hovslag, Nordjyske Medier, Nordjyske Bank, Slagter Munch og Spar Nord står bag det store arrangement, der er den anden udgave af en idé startet sidste år.

- Ovenståendes engagement og/eller økonomiske støtte har gjort, at vi i år har kunnet løfte arrangementet yderligere et niveau op, og blandt andet fået mulighed for at involvere Martin Brygmann, siger Søren From fra Nordjyske Medier, der håber at Valhalla arrangementet er noget som kan blive til en tradition, der kan vokse i indhold og omfang i de kommende år.

De mange heste og vikinger kommer til at ride ad en rute i naturen omkring Skagen og ned til Valhalla gennem midtbyen.

Vikinge-ridtet begynder cirka 10.30, og den nærmere beskrevne rute offentliggøres inden arrangementet, så interesserede kan vælge, hvor de vil se vikingerne i den fri natur.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...