Var gået forkert

Der er i dag ikke så få toneangivende politikere, der går ind for, at børn og unge kun skal tilføres viden om nutiden for at kunne håndtere nutiden frem til en lysende fremtid.

Tanken er formuleret af Annette Vilhelmsen (SF), undervisningsordfører i Folketinget. Al kultur og historie forud for nutiden er ligegyldig. Det gælder også den nedarvede kristne kultur, der er grundlaget for næstekærligheden. Da de bedst udrustede altid på egen hånd vil være i stand til at gå tilbage i tiden, vil uligheden i samfundet dermed blive fremmet. Her er stof til ligestillingsministeren. En lille trøst er det, at disse tanker efter alt at dømme ikke vil overleve et kommende folketingsvalg. De samme tanker blev i øvrigt fostret af ungdomsoprøret i 1968. Her var skillelinjen Karl Marx. Alt forudgående var noget bras. Her gik man et skridt videre med indoktrinering af Karl Marx i folkeskolen. Det døde til alt held ud med årene. Jeg var blandt de godt 100 publikummer på kunstmuseet i tirsdags, hvor kulturministeren stod for skud i halvanden time. Der var et spørgepanel bestående af direktøren for Aalborg Teater, musikchefen for symfoniorkesteret, lederen af Studenterhuset (den rytmiske musik) og direktøren for kunstmuseet, der skulle klø løs. Jeg havde forberedt et spørgsmål angående de tanker, jeg her har været inde på. "Mener ministeren, at vi herhjemme er på rette spor?" Der var ikke begrænset taletid for panelet, og da der, som det fremgår af avisreferaterne, var stor tomgang, så kom de to publikummer, der havde meldt sig med spørgsmål, inkl. undertegnede til fadet 10 minutter før lukketid. Jeg fik et kort og desværre uvedkommende svar, men ministeren takkede for spørgsmålet. Ordstyreren afbrød muligheden for replik, for tiden var ved at udløbe. Retfærdigvis skal det nævnes, at tiden ikke var til at få et fyldestgørende svar, så ministeren er undskyldt. Der var sat tre referenter på mødet. Lars Christensen havde følgende overskrift "Læsere og kulturledere i dialog med minister" og længere nede i teksten "Blandt publikum var man også hurtig til at reagere på udmeldingen". Der var ingen dialog som påstået og ingen reaktion fra publikum. Jeg var gået forkert i byen, men tomgangen var meget underholdende, og kulturministeren var godt hjemme i sit stof, så noget fik jeg med mig hjem.