Vejgaard fik tre minutter i himlen
SønderjyskE fik lov til at kæmpe for sejren i DBU Pokalen
Opdateret 23. september 2015 kl. 06:28
VEJGAARD: Tirsdag måtte Vejgaard Boldspilklub vinke farvel til DBU Pokalen efter et nederlag på 1-3 til SønderjyskE i tredje runde.
Danmarksserieholdet havde ellers stor ære af kampen, og en vaskeægte sensation lurede kortvarigt på Soffy Road, da hjemmeholdet tog føringen i det syvende minut, hvor flotte kombinationer i højresiden resulterede i et straffespark, som Tim Bay omsatte til scoring.
Gæsterne fra Alka Superligaen fik dog allerede udlignet tre minutter senere, hvor debutanten Kees Luijckx kom først på et indlæg og headede bolden ind til 1-1.
En lige affære
Ni minutter senere tog SønderjyskE så føringen, da Marc Pedersen dirigerede bolden ind i det lange hjørne.
Resten af halvlegen var en ganske lige affære, og billedet gentog sig efter pausen, hvor det dramatiske højdepunkt indtraf i det 75. minut.
Her stoppede dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen en farlig Vejgaard-kontra, fordi gæsternes Nicolaj Madsen havde slået sig i en duel, hvor der ikke blev fløjtet for frispark.
Tilfreds med indsatsen
Til sidst fik VB tilkæmpet sig to hjørnespark, men det blev aldrig rigtig farligt, og to minutter før tid lukkede indskiftede Johan Absalonsen så kampen.
Der var dog stor tilfredshed i Vejgaard på trods af nederlaget på 1-3.
- Vi møder et hold fra Superligaen, der nok træner syv gange om ugen. Vi træner tre gange om ugen og formår alligevel at presse dem i slutfasen. Det var imponerede, og jeg er meget tilfreds med spillernes indsats. Det er helt sikkert, sagde cheftræner Henrik Larsen umiddelbart efter slutfløjtet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.