Velkomst med trut og kagemand
Alle medarbejdere der arbejder med udvikling, vækst og rammevilkår i Jammerbugt Kommune er nu samlet under samme tag i Pandrup
Opdateret 17. juni 2022 kl. 08:12
PANDRUP: Der var kagemand, rød løber, knus og hornmusik, da medarbejderne fra VÆKST Jammerbugt tirsdag rykkede ind i det gamle rådhus i Pandrup. De har hidtil haft base i ”Kultur & ErhvervsCenter Jammerbugt”, men nu er de flyttet ind i bygningen, der i forvejen huser teknik- og miljøforvaltningen og dens 90 medarbejdere.
Rådhussalen er ombygget, så den fremover kan danne kontorfællesskab for de i alt 12 medarbejdere fra VÆKST Jammerbugt. Tanken er nemlig at samle alle de kræfter, der arbejder med vækst og rammevilkår i Jammerbugt Kommune under samme tag. Af samme grund har otte medarbejdere fra kultur- fritids- og landdistriktsområdet også fået skrivebord i Pandrup. Og fremover kommer de alle til at arbejde i det, der får navnet ”Vækst- og Udviklingsforvaltningen”.
- Vi har ikke fået skilt op endnu, men det skal nok komme, bedyrer kommunaldirektør Henrik Hartman Jensen.
Den nye struktur er en del af kommunens nye projekt ”Én indgang til kommunen”, der skal sikre bedre koordinering af virksomhedshenvendelser, forbedring af servicen, tættere dialog og en mere dynamisk sagsbehandling.
- De her funktioner kommer til at spille rigtig godt sammen, og vi forventer, at der bliver en god synergieffekt, siger Henrik Hartmann Jensen.
- Det vil nemlig betyde, at en virksomhed, der henvender sig til VÆKST Jammerbugt, kan få svar på eksempelvis miljø- og planmæssige spørgsmål, idet medarbejderne sidder i samme hus.
Den nye forvaltning får ny direktør, som tiltræder 1. juni.
Det er den 54-årige Jakob Bisgaard, der kommer fra en stilling som fagchef for Land, By og Kultur i Ringkøbing-Skjern Kommune. Desuden har han i en årrække været ansat som kontorchef ved det tidligere Ringkøbing Amt.
Privat er Jakob Bisgaard gift med Susanne og de har to sønner, som ikke er hjemmeboende. I fritiden er han sammen med familien, cykler en tur eller går på jagt. Den nye direktør bliver boende i Ringkøbing, men vil have sit daglige liv i Jammerbugt Kommune.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.