Vellykket temadag på Hadsund Skole

Foto: Privat.
Foto: Privat.

Ungdomsskolen afholdte en Temadag på Hadsund skole

Tirsdag 24. januar var der både førstehjælp, positiv tænkning, mentaltræning til prøven, alternativ bevægelse og samarbejdsøvelser på skoleskemaet, da Ungdomsskolen faciliterede en tema-dag på Hadsund Skole for alle skolens klasser i overbygningen.

- Dagen havde for 7. og 8. klassernes vedkommende det overordnede tema "Sundhed og Identitet", mens 9. klasserne havde fokus på at blive mentalt klar til Folkeskolens afgangsprøve til sommer, fortæller ungdomsskoleleder Lars Otte Koefoed, og siger videre om dagen: Førstehjælpen var en stor del af 7. og 8. klasses temadag, da det er en vigtig færdighed at opøve.

Alle klasserne var igennem de konkurrenceprægede samarbejdsøvelser, som både gik ud på at dyste i at bygge det højeste avis-tårn uden at tale sammen, navigere igennem et felt med skjulte miner ved fælles hjælp og bygge Lego-figurer med bind for øjnene med hjælp fra holdkammeraterne.

Alt i alt var det en sjov, intens, lærerig og givende dag, hvor eleverne fik prøvet nogle vigtige kundskaber af, som ikke altid er en del af den almindelige skolegang.

Ungdomsskolen trak på et stort hold af medarbejdere og heriblandt nogle eksperter i de forskellige discipliner, og derudover på SSP, som kom forbi og introducerede de unge for SSP samarbejdet i kommunen. I fremtiden forventer Ungdomsskolen at kunne udbyde flere tilbud til folkeskolerne i kommunen. "Ungdomsskolen har en lang tradition i forhold til at samarbejde med folkeskolerne i kommunen. Den nye Folkeskolereform bygger videre på noget, som vi har været en del af længe om man så må sige. Det nye for os er, at vi nu retter endnu mere fokus på samarbejdet i form tilbud om temadage, understøttende undervisning og valgfag. Alt sammen noget som gerne skulle være med til at løfte kommunens unge både fagligt, socialt og kulturelt, udtaler ungdomsskoleleder Lars Otte Koefoed.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden