Lokalpolitik

Vendelboerne bliver hurtigt slidt ned

Frederikshavn, Hjørring og Brønderslev helt i top med udgifter til sygedagpenge.

Det står skidt til med helbredet i Vendsyssel. Udgifterne til sygedagpenge her ligger langt over gennemsnittet. Arkivfoto: Michael Koch
Det står skidt til med helbredet i Vendsyssel. Udgifterne til sygedagpenge her ligger langt over gennemsnittet. Arkivfoto: Michael Koch

Opdateret 20. maj 2022 kl. 10:29

Arbejdslivet er meget hårdere i Vendsyssel end i Nordsjælland. Det er en af grundene til at Frederikshavn, Hjørring og Brønderslev kommuner har langt større udgifter til sygedagpenge end den gennemsnitlige danske kommune. Og mere en dobbelt så store udgifter som en stribe kommuner i Nordsjælland. - Hvis nordsjællænderne bliver syge, har de ikke råd til at blive boende. Så flytter de til andre kommuner og belaster dem. Det er da derfor deres udgifter til sygedagpenge er så lave, knurrer Ivan Leth (S), formand for arbejdsmarkedsudvalget i Hjørring. Mere alvorlig talt, mener han at arbejdslivet er meget hårdere her. - I Nordsjælland har de ikke havnearbejderjobs, hvor de bliver syge og nedslidt, fastslår Ivan Leth. Hjørrings jobcenterchef, Michael Duus er enig. - Vi har en erhvervsstruktur, der er fysisk hård med meget landbrug, fiskeri og tidligere en del industri. Vi bliver hurtigere og måske også voldsommere slidt ned. Derfor ligger vi også højt på førtidspension og vi har flere på efterløn, forklarer Michael Duus. Det samme mener Søren Visti Jensen (SF), formand for arbejdsmarkedsudvalget i Frederikshavn. - Vi har mange sygemeldte, og det hænger altså sammen med vores erhvervsstruktur, hvor mange bliver nedslidt, siger han. Det kan være bedre - og værre De kommunale nøgletal for 2011 bygger på kommunernes budgetter, så virkeligheden kan både vise sig at være bedre og værre end ventet, når regnskaberne foreligger. I Frederikshavn bliver det formentlig værre, fastslår afdelingsleder Brian Nielsen fra Center for Arbejdsmarked. - Budgettet holder ikke. Det overskrides ikke med mange millioner, men vi har flere sygedagpengemodtagere end vi havde budgetteret med, oplyser han. I Hjørring har man derimod haft overskud på budgettet for sygedagpenge. Via et noget omdiskuteret samarbejde med Falck er det lykkedes at få has på en stor del af de langvarige sygesager. Desuden falder betalingen til Falck først i år, så Hjørring forventer at lande noget længere nede på listen. I Brønderslev har man i årets løb været nødt til at give ekstrabevillinger til sygedagpenge, så her er der ikke de store chancer for en pænere placering. Satser på besparelser Alle tre kommuner gør en kæmpeindsats, specielt for at nedbringe de langvarige sygedagpengesager. Også fordi, at så snart borgerne har været på sygedagpenge i 52 uger, betaler staten ikke længere en del af regningen. Indsatsen fortsætter, og i Brønderslev har man nu vedtaget nogle nye arbejdsgange, der gerne skulle føre til en klækkelig besparelse på sygedagpenge i 2012. - Selvfølgelig skal vi ikke toppe på det område, siger borgmester Lene Hansen (S), Brønderslev, bestemt. - Men vi kan jo ikke forhindre folk i at blive syge. Det er svært, pointerer hun.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden