Vendsyssel-anfører: God tro på tingene

Vanvidscomebacket søndag giver Vendsyssel et skud selvtillid

Sebastian Engelberth Hansen
Chris Sørensen tiltvang sig søndag straffesparket, som sørgede for målet til 2-2, da Vendsyssel vandt 3-2 mod Vejle Boldklub. Arkivfoto: Claus Søndberg
Fodbold 3. april 2017 06:41 - Opdateret 3. april 2017 15:56

HJØRRING: Slutminutterne har været gode ved Vendsyssel FF. I de to seneste runder i NordicBet Ligaen har nordjyderne vendt truende nederlag til sejre i de sidste ti minutter.

Først blev 0-1 mod Nykøbing FC vendt til 2-1, og søndag vekslede hjørringenserne så 0-2 til 3-2 mod Vejle Boldklub på de sidste syv minutter plus tillægstid.

Vendsyssels anfører, Chris Sørensen, spillede en hovedrolle i vanvidscomebacket, da han trak det straffespark, som sørgede for målet til 2-2.

Tre og et halvt minut inde i overtiden fuldendte Christian Moses så tilbagekomsten med målet til 3-2.

- Nu har vi vist to gange, at selvom vi er bagud, har vi en god tro på, at vi kan vende tingene til vores fordel. Vi havde alt på spil, og vi skulle satse. Da vi kom på 2-2, var vi enige om, at vi skulle gå efter det sidste mål også. Vi kan ikke bruge uafgjort til noget overhovedet, hvis vi vil hænge i i toppen, siger Chris Sørensen.

Han kan glæde sig over, at nordjyderne nu igen hægter sig på 1. divisions topstrid.

Lige nu ligger Vendsyssel et point efter tredjepladsen, som giver adgang til playoff om at komme i Alka Superligaen. Afstanden på et point bliver dog øget, hvis FC Roskilde vinder deres onsdagskamp mod Vejle Boldklub.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...