Fodbold

Vendsyssel brager i kvartfinalen

Erik Rasmussens tropper tæskede HB Køge i DBU Pokalen

Ninos Gouriye drømmedebuterede tirsdag aften på Bredbånd Nord Arena, da han med to mål og et oplæg tog hovedrollen i Vendsyssel FF’s sejr på 4-0 i DBU Pokalens ottendedelfinale. Foto: Henrik Bo
Ninos Gouriye drømmedebuterede tirsdag aften på Bredbånd Nord Arena, da han med to mål og et oplæg tog hovedrollen i Vendsyssel FF’s sejr på 4-0 i DBU Pokalens ottendedelfinale. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

Opdateret 02. marts 2017 kl. 13:31

HJØRRING: Forårspremieren for Vendsyssel FF kunne tirsdag aften ikke have gået meget bedre, end den gjorde. 4-0 sejrede nordjyderne i DBU Pokalens ottendedelsfinale mod divisionskollegaen fra HB Køge.

Erik Rasmussens mandskab nettede tre gange før pausen på Bredbånd Nord Arena. Dermed brød Vendsyssel stimen på seks kampe i træk uden at komme på måltavlen mod HB Køge.

Det kan Erik Rasmussen især takke en debutant for. Nytilkomne Ninos Gouriye brød dødvandet allerede i kampens fjerde minut.

Fra sin venstrekant luskede han i feltet og opsnappede returen fra Tiago de Leoncos stolpeskud, og så var det bare at sende kuglen i kassen med et indersidespark.

Målet kickstartede en sand drømmedebut for hollænderen, som også scorede til 3-0 efter 38 minutter. I mellem de to mål havde Ninos Gouriyes kantkollega i startopstillingen for Vendsyssel FF, Meinhard Olsen, bragt Vendsyssel på 2-0.

Han tog chancen udefra og blev belønnet med et drop fra HB Køges keeper, Andreas Hansen.

Fem minutter efter pausen lagde Ninos Gouriye så op til 4-0-målet. Med et gennembrud i venstre side rykkede han sig fri og lagde et følt indlæg hen til kanten af det lille felt. Her dukkede Tiago de Leonco op helt fri og dirigerede med hovedet kuglen i kassen til slutresultatet, 4-0.

Et resultat, der fik lov at stå, fordi Jesper Christiansen snuppede et forkølet straffespark efter 88 minutters spil.

Med sejren er Vendsyssel som det første nordjyske hold i år i DBU Pokalens kvartfinale. AaB har muligheden for det samme. Det kræver en sejr torsdag aften hjemme mod Silkeborg IF.

Gå til relaterede emner

Forsiden