Vendsyssel-direktør: Hektisk vindue
Mogens Krogh har ikke tidligere haft så travlt et transfervindue
Opdateret kl. 12:53
FODBOLD: Aldrig har han haft så travlt i et transfervindue, selvom 53-årige Mogens Krogh har brugt store del af sit liv i den professionelle fodboldverden.
Mandag blev det officielt, at midtbanemotoren Bjarke Jacobsen har skrevet under på en kontrakt med AC Horsens fra vinter. Dermed bliver han spiller nummer otte af 11 fra forårets idealopstiling, som forsvinder fra Vendsyssel FF. Det stiller store krav til den nye administrerende direktør og hovedansvarlige for kontraktforhandlinger, Mogens Krogh.
- Det har været hektisk. Da jeg startede op her, havde vi en ide om, at vi havde en defensiv base, vi kunne holde fast på, og så var det den offensive del af spillet, hvor vi skulle være aktive i transfervinduet. Men det har vist sig, at vi også skal være aktive på de defensive pladser med de mange spillere, der er væk, siger Mogens Krogh.
I alt har 14 spillere og en assistenttræner forladt Vendsyssel FF i dette vindue, mens fire kontraktspillere, en lejespiller fra Holland og to lejespillere fra sierraleonske FC Lion Pride er kommet til. Men flere spillere er vej på til Hjørring. Og sandsynligvis allerede i denne uge.
- Jeg synes, det er en spændende trup, vi har samlet nu, og så skal der to-tre spillere ind, siger Mogens Krogh.