Vendsyssel fik ny gylden fejr i hatten
Vendelboerne har fået en perfekt start på Badmintonligaen
ODENSE: For anden gang på fire dage var Vendsyssel Elite Badminton (VEB) skarpest i det såkaldte ”golden sæt”. Torsdag aften blev Odense besejret 4-3 på udebane i Badmintonligaen.
Herredoublen med Zvonimir Durkinjak og Lasse Mølhede udlignede først til 3-3 i matchen, og siden trådte Durkinjak ind i en mixed double med Maria Helsbøl og vandt det matchafgørende sæt.
VEB’s nye estiske damesingle Kati Tolmoff tabte forleden sin debutkamp i matchen mod Solrød Strand, men mod Odense fik hun den første fjer i hatten, da hun sikkert besejrede Henriette Jensen med 21-15 og 21-6 og bragte sit hold foran 1-0.
Damedoublen Camilla Sørensen/Josephine Van Zaane tabte dog klart, og VEB kom bagud i matchen, da Peter Mikkelsen blev nedlagt i herresingle.
Ville Lång udlignede til 2-2 med sin anden sejr i sæsonen, men Odense kom igen foran efter en sejr i mixed doublen.
I den sidste ende stod Vendsyssel Elite Badminton dog med sejren på 4-3 - præcis som i premierekampen i mandags mod Solrød Strand i Arena Nord. Dermed har klubben fået en fornem sæsonstart.