Vendsyssel mister midtbaneprofil
Bjarke Jacobsen følger Simon Ayo Okosun til Horsens
FODBOLD: Profilflugten fra Vendsyssel FF tager til. Senest stod det klart, at Simon Ayo Okosun skiftede til superligaklubben AC Horsens.
Nu følger hans tidligere kollega på den centrale midtbane i Vendsyssel FF Bjarke Jacobsen trop.
AC Horsens offentliggjorde mandag formiddag, at de henter spilleren på en fri transfer.
Overgangen sker til vinter, når midtbanespillerens kontrakt med 1. divisionsklubben i Hjørring udløber.
- Jeg er rigtig stolt over, at vi kan hente en spiller af Bjarke Jacobsens kaliber og glæder mig enormt meget til, at han tiltræder den 1. januar 2018. Jeg betragter det som et scoop, at vi kan få ham til AC Horsens, siger AC Horsens’ manager, Bo Henriksen, til østjydernes hjemmeside.
Denne sommer har Vendsyssel FF sagt farvel til tre forsvarsspillere, en målmand, en central midtbanespiller og begge angribere fra forårets idealopstilling.
Hertil kommer altså nu Bjarke Jacobsen, når han skifter til vinter.