Vendsyssel slog superligahold
Selvmål sikrede Vendsyssel FF testsejr mod Randers FC
Opdateret kl. 16:39
VRÅ: Vendsyssel FF scorede færrest mål mod Randers FC, men vandt alligevel testkampen. Randrusianerne nettede to gange i den forkerte ende, og så kunne torsdagens hjemmehold i Vrå glæde sig over vinterens første testsejr. 3-2 endte kampen på kunstgræsset i Vrå.
25 minutter inde i kampen slog hjemmeholdet mønt af en af halvlegens mange indlæg. Rune Frantsen trak forbi sin direkte modspiller på baglinjen, driblede ind i feltet og lagde bolden fladt ind i det lille felt.
Her kæmpede randrusianerne og vendelboerne om at komme til bolden. Det lykkedes for superligaholdet, der dog kom for skade at skrabe bolden i eget mål. 1-0 til VFF.
Efter målet pressede Randers mere på. I pausen skiftede begge mandskaber heftigt ud. Det blev dog startspilleren Kasper Fisker, som efter 57 minutter scorede til 1-1 efter et fladt indlæg på kanten af det lille felt. Seks minutter senere blev det 2-1 til kronjyderne, da den tidligere Vendsysselspiller Brandur Hendriksson løb dybt og lagde bolden forbi Jesper Christiansen. Tilskuerne appellerede for offside.
Med et kvarter igen sendte Randers med sin fjerde scoring ny spænding ind i kampen. For anden gang var der nemlig tale om et selvmål.
Mads Fenger ville heade bolden tilbage til Randers målmand, Hannes Halldorsson, men keeperen gled, og så trillede kuglen over stregen til 2-2.
Værre blev det for gæsternes målmand minuttet senere, da Thomas Dalgaard udnyttede, at keeperen var kommet for langt ud af sit mål. På en lang fremlægning satte Dalgaard indersiden på, sendte bolden over hovedet på Randers’ sidste skanse og scorede til slutresultatet på 3-2.
Dermed snuppede VFF sin første testsejr i vinterpausen, efter tidligere at have spillet 2-2 mod FC Midtjylland og have tabt 4-1 til Thisted FC.