Venner lavede sang til død kammerat
12-årige Tobias tabte kampen mod kræft. Men på nettet og i venners hjerter lever han videre
Opdateret kl. 11:10
AALBORG: Tobias Ralph Pedersen fra Aalborg måtte 25. september opgive kampen mod kræften.
I seks år havde den 12-årige dreng kæmpet. Og i Grønlandskvarteret, hvor han boede, kæmpede klassekammerater, venner og bekendte sammen med ham, fortæller Jens Larsen fra Fri-Stedet.
Et ganske særligt menneske
- Han var noget helt særligt. Jeg har aldrig mødt et menneske, der ikke havde fjender - men det havde Tobias ikke. Alle kunne lide ham, fortæller Jens Larsen.
Af samme grund har hans død ramt kvarteret hårdt. De børn, han gik i klub og i klasse med, mistede ikke kun en kammerat - de mistede et menneske, som for dem stod for noget ganske særligt: Et menneske, med godt humør og indre styrke kæmpede og vandt over den uovervindelige fjende, kræften - lige til det sidste.
Lavede fælles mindesang
I sidste uge lavede de børn, der havde kendt Tobias Ralph Pedersen, med hjælp fra Fri-Stedets medarbejdere en sang til minde om deres 12-årige kammerat. Sangen blev efterfølgende spillet til begravelsen.
- De var sammen om at bestemme, hvad sangens skulle indeholde. Man kan sige, at det var en slags terapi, fortæller Jens Larsen, der ikke er i tvivl om, at Tobias Ralph Pedersen også efter sin død vil få en vigtig betydning for de mange børn og unge, der har kendt ham.