Morsø

Venstre-rokade med små forviklinger

Henrik Jensen udtræder af beskæftigelses- og erhvervsudvalget i år, men ikke på grund af nyt job

Prisen for at Henning Sørensen blev socialudvalgsformand...
Prisen for at Henning Sørensen blev socialudvalgsformand...

MORS: Henrik Jensen (V) er trådt ud af Morsø Kommunes beskæftigelses- og erhvervsudvalg.

I indstillingen til kommunalbestyrelsesmødet i denne uge havde forvaltningen begrundet udtrædelsen med jobskifte, men det passer ikke. Den formulering fik Venstres nyudnævnte socialudvalgsformand Henning Sørensen til at bede om ordet på mødet.

- Det var en fejl. Henriks nye arbejdsgiver har på ingen måde stillet krav om, at han skal bakke ud af sit politiske arbejde, og det ville han nødigt have stående i indstillingen. Derfor var jeg nødt til at påpege, at årsagen er den aftale, der blev indgået ved konstitueringen efter valget i 2013, siger Henning Sørensen.

Konstitueringsaftalen indebar, at tre Venstrefolk i beskæftigelses- og erhvervsudvalget her fra 1. januar skulle suppleres med en fjerde i skikkelse af Lene Svenningsen. Det skete også formelt i mandags, men den anden del af den aftale blev ikke effektueret: Den sagde, at Demokratisk Balances enlige medlem af udvalget, Poul Kristensen, skulle vige pladsen til fordel for Svenningsen.

- Da jeg bliver socialudvalgsformand, laver vi den aftale med Demokratisk Balance, at Poul Kristensen får lov at blive i udvalget. I stedet laver vi en rokade i Venstre, så Henrik Jensen træder ud af udvalget i 2016, hvorefter Peter Lillebæk træder ud i 2017, hvor Henrik Jensen genindtræder. Det er der ingen dramatik i, siger Henning Sørensen.

Da Michael Dahlgaard (DB) sidst i 2015 bebudede, at han ville forlade formandsposten i socialudvalget (og det var på grund af jobskifte!), krævede Demokratisk Balance, at hans afløser skulle være Henning Sørensen. Ikke den naturlige Venstre-kandidat til posten, næstformand Peter Therkildsen. Han er i stedet blevet gruppeformand for Venstre i stedet for Henning Sørensen.

Gå til relaterede emner

Forsiden