100.000 børnehjemsbørn risikerer at blive efterladt i Ukraine

Ukraines børnehjemsbørn er særligt sårbare og risikerer at ende som ofre for misbrug, advarer Red Barnet.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Uden forældre eller en værge, som kan hjælpe dem med at flygte, er de fleste af de cirka 100.000 børn, som bor på institutioner og børnehjem i Ukraine, tvunget til at blive tilbage.

Sådan lyder bekymringen fra Red Barnet.

Organisationen er stærkt bekymret for, at disse børn ikke har adgang til pleje og basale fornødenheder, efterhånden som det bliver vanskeligere at skaffe mad og lægehjælp, ligesom at mange bygninger i Ukraine er uden varme.

Derudover er disse børn særligt sårbare, fordi de er i fare for at blive udnyttet.

Det fortæller Anne-Sophie Dybdal, der er psykolog i Red Barnet og ekspert i beskyttelse af børn i katastrofer og kriser.

- De er på børnehjem, fordi de enten er handicappede eller har svære forhold derhjemme. De har brug for ekstra støtte.

- Men det kan være, at de ikke har familie, de kan tage i hånden og flygte sammen med. Og derfor skal man være opmærksom på, at de her børn kan blive særlige mål for voksne, der ikke vil børn det godt.

Erfaringen fra andre konflikter er ifølge psykologen, at børn uden omsorgspersoner eller værger er i øget risiko for at blive udnyttet, misbrugt eller blive udsat for menneskehandel.

I Ukraine er det ifølge Red Barnets tal 1,3 procent af alle børn, der bor på en form for institution. Den andel hører til blandt de højeste i Europa.

Størstedelen af de børn er lige nu fanget i Ukraine. Og ud over at være i fare for at blive misbrugt lever de under et massivt psykisk pres, alt imens beskydninger og bombardementer foregår dagligt.

- Børnene risikerer at få varige mén og blive mærket for livet, hvis de ikke får akut hjælp til at bearbejde de voldsomme oplevelser, som mange af dem har været udsat for, siger Anne-Sophie Dybdal.

Ifølge hende er psykologisk førstehjælp derfor en vigtig del af Red Barnets indsats i og omkring Ukraine på lige fod med mad, lægehjælp og husly.

- For børnene skal ikke blot fysisk komme hele gennem konflikten, men også psykisk, siger hun.

Anne-Sophie Dybdal forklarer, at den alvorlige psykiske belastning, som børnene oplever lige nu, kan give en slags huller i barndommen, hvor udviklingen forsinkes eller går i stå.

Red Barnet er til stede dels i Ukraine, dels nabolande som Polen, Rumænien og Litauen og tilbyder herfra sin assistance i form af bistand og rådgivning til myndighederne om, hvordan børnene bør håndteres.

Organisationen opfordrer regeringer og organisationer til at sætte ind og sikre, at børn uden omsorgspersoner har adgang til sikker transport, husly, lægehjælp, beskyttelse og psykosocial støtte.

Red Barnet har arbejdet i Ukraine siden 2014.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden