kultur

Dinosaurskelet er solgt på auktion i Zürich for 41,6 millioner

Skelet er 67 millioner år gammelt. Det er første gang, at sådan et er solgt i så god stand i Europa.

Skelettet med navnet "Trinity" blev solgt tirsdag den 18. april på auktionshuset Koller i den schweiziske by Zürich.
Skelettet med navnet "Trinity" blev solgt tirsdag den 18. april på auktionshuset Koller i den schweiziske by Zürich. Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 21:15

Et skelet fra en tyrannosaurus rex blev tirsdag solgt for 5,5 millioner schweizerfranc, hvilket svarer til 41,6 millioner kroner.

Salget af det 67 millioner år gamle skelet, som har fået navnet "Trinity" fandt sted på en auktion i den schweiziske by Zürich.

- For første gang i Europa og for kun tredje gang på verdensplan vil et helt skelet af en tyrannosaurus rex i exceptionel stand blive udbudt på en auktion, skrev auktionshuset.

Skelettet måler 3,9 meter i sin højde og er 11,6 meter bredt. Det består af i alt 293 knogler fra tre forskellige tyrannosaurus rex, som er fundet mellem år 2008 og 2013 i de amerikanske delstater Montana og Wyoming.

Mere end halvdelen af knoglerne er originale, hvor resten er erstatninger konstrueret af gips og støbt epoxyharpiks.

- Trinity er et af de mest spektakulære t-rex-skeletter, der findes - et velbevaret og glimrende restaureret fossil, lyder det fra auktionshuset.

Værdien var estimeret til mellem 5-8 millioner schweizerfranc.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er dinosaurskeletter og andre fossiler blevet solgt for op til ottecifrede millionbeløb under auktioner de seneste år.

Det har vakt bekymring blandt eksperter.

De frygter nemlig, at det kan være skadeligt for videnskaben, hvis fossilerne ryger i private personers hænder, skriver Reuters.

Tidligere er to t-rex-skeletter, som man fandt i Nordamerika, blevet solgt for 8,4 millioner dollar og 31 millioner dollar i henholdsvis 1998 og 2020.

Ud over skelettet er der tirsdag på Koller International Auctions blandt andet solgt en russisk rumdragt, en 350 millioner år gammel trilobit og en knogle fra dinosaurarten diplodocus.

En trilobit er et uddød leddyr, hvis skeletter kan findes i forsteninger.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden