Verden

Franske politikere stemmer ja til aktiv dødshjælp

Frankrigs forfatningsråd skal tage stilling til lov om aktiv dødshjælp, inden det kan blive til virkelighed.

291 stemte for, mens 241 stemte imod, da lovgiverne i Frankrigs Nationalforsamling stemte om et lovforslag om aktiv dødshjælp.
291 stemte for, mens 241 stemte imod, da lovgiverne i Frankrigs Nationalforsamling stemte om et lovforslag om aktiv dødshjælp. Stephane De Sakutin/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 20:15

Frankrigs Nationalforsamling har onsdag aften stemt for et lovforslag, der lovliggør aktiv dødshjælp.

Lovgivningen vil gøre det muligt for en person at få et dødeligt stof, hvis visse betingelser er opfyldt. Personen, der ønsker at dø, kan selv tage stoffet, men hvis personen ikke er i stand til det, kan det gives af en læge eller sygeplejerske.

Det er kun voksne personer, der er franske statsborgere eller har bopæl i Frankrig, og som lider af en alvorlig, uhelbredelig og terminal sygdom, der vil få adgang til aktiv dødshjælp.

Sygdommen skal desuden medføre konstant fysisk og psykisk lidelse, og personerne skal være i stand til at give udtryk for, at de har truffet et frit og informeret valg.

Debatten om forslaget har splittet Frankrig.

Fortalere mener, at aktiv dødshjælp vil give folk, der står over for ubærlig lidelse mod slutningen af livet, en større medbestemmelse og kontrol over, hvordan de dør.

Modstandere, der blandt andet tæller dele af lægestanden og religiøse grupper, mener, at det vil kunne skabe et pres på udsatte personer, hvis aktiv dødshjælp lovliggøres.

En katolsk biskop har blandt andet truet med at nægte lovgivere, der stemmer for, adgang til nadver.

291 stemte for, mens 241 stemte imod i Nationalforsamlingen, der er et af to kamre i det franske parlament.

Nationalforsamlingens medlemmer er valgt ved direkte valg, mens medlemmerne af det andet kammer, Senatet, er valgt indirekte.

Frankrigs forfatningsråd mangler fortsat at se på lovforslaget, inden det kan blive til virkelighed.

Flere andre europæiske lande tillader aktiv dødshjælp. I 2002 var Holland det første land til at tillade aktiv dødshjælp, og i 2023 blev retten udvidet til at gælde for personer på helt ned til 12 år.

Også Belgien, Italien, Luxembourg, Schweiz, Spanien og Østrig tillader aktiv dødshjælp.

I september sidste år meldte blev det meldt ud af den daværende danske regering, at der skulle nedsættes en arbejdsgruppe, der skulle se på forskellige modeller for aktiv dødshjælp i Danmark.

RITZAU/AFP

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden