ICE-betjent skyder og dræber mand i køretøj i Maine
ICE-betjent har mandag skuddræbt en mand i Maine. Ifølge ministerium havde manden ikke lovligt ophold i USA.
Opdateret kl. 04:16
En betjent fra immigrationsmyndigheden ICE har mandag skudt og dræbt en mand i byen Biddeford i den amerikanske delstat Maine.
Det skriver det amerikanske nyhedsbureau Associated Press (AP).
Ifølge organisationer, der arbejder for migranters rettigheder, var den dræbte en 26-årig colombianer.
USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed, DHS, som ICE hører under, bekræfter natten til tirsdag i et opslag på det sociale medie X, at en betjent mandag har skudt en mand, der sidenhen er død.
Ifølge ministeriet opholdt manden sig ulovligt i USA.
Da han mandag morgen lokal tid forlod en adresse i et køretøj, forsøgte ICE-betjente at bringe det til standsning, skriver DHS.
- En betjent affyrede sit tjenestevåben, da vedkommende frygtede for den offentlige sikkerhed.
- Føreren af køretøjet blev ramt, og redningsmandskab blev tilkaldt med det samme. Han døde senere af sine kvæstelser, skriver ministeriet i opslaget.
Øjenvidnet Daniel Boucher fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at han befandt sig i sin lejlighed på anden sal, da han hørte lyde, der mindede om fyrværkeri.
Han løb hen mod vinduet, hvorfra han kunne se en hvid SUV påkøre en mindre hvid bil. Efter at være løbet ned på gaden så han en ICE-betjent stige ud af SUV'en, åbne døren til den hvide bil og trække føreren ud.
Manden havde blod i ansigtet og hovedet, fortæller Boucher.
- Jeg husker, at jeg hørte offeret sige, "Men jeg prøvede at standse", siger 71-årige Boucher til Reuters.
Drabet i Maine sker, knap en uge efter at en ICE-betjent tirsdag skød og dræbte den 52-årige mexicanske statsborger Lorenzo Salgado i storbyen Houston, der ligger i delstaten Texas.
Ministeriet for indenlandsk sikkerhed hævdede i denne sag, at betjenten havde afgivet skud i selvforsvar.
Fra ministeriet lød det desuden, at Salgado havde ignoreret ordrer fra ICE-betjente, påkørt et køretøj fra ICE og forsøgt at påkøre en af immigrationsmyndighedens betjente.
RITZAU
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.