konflikt, krig og fred

Kun få russiske militærnægtere får asyl i Tyskland

Kun 90 af de cirka 3500 russiske mænd, der vil undgå militærtjeneste og søger asyl i Tyskland, har fået asyl.

Russiske rekrutter på række ved en kaserne på den russiskbesatte Krim-halvø. Hundredtusinder af russiske mænd har forladt Rusland for at undgå at blive indkaldt til hæren og dermed blive sendt i kamp i Ukraine. Men kun få af dem får asyl i Tyskland. (Arkivfoto)
Russiske rekrutter på række ved en kaserne på den russiskbesatte Krim-halvø. Hundredtusinder af russiske mænd har forladt Rusland for at undgå at blive indkaldt til hæren og dermed blive sendt i kamp i Ukraine. Men kun få af dem får asyl i Tyskland. (Arkivfoto) Alexey Pavlishak/Reuters

Siden Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, er hundredtusindvis af russiske mænd flygtet ud af deres hjemland for at undgå at blive indkaldt til hæren.

Omkring 3500 af dem har søgt om asyl i Tyskland. Men indtil videre har kun 90 fået det, viser tal fra det tyske indenrigsministerium.

Over 1500 asylansøgninger er behandlet og afsluttet, oplyser ministeriet.

I langt størstedelen af de sager - omkring 1100 - er det et andet EU-land, der skal behandle ansøgningerne.

Det skyldes EU's såkaldte Dublin-regler om, at en asylansøger skal have behandlet sin sag i det første EU-land, vedkommende bliver registreret i.

Derfor bliver mange af de russiske asylansøgeres sager sendt retur til behandling i andre EU-lande.

- Desertører kan fortsat opnå international beskyttelse, skriver det tyske indenrigsministerium som svar på et spørgsmål fra Clara Bünger, der er medlem af Forbundsdagen for venstrefløjspartiet Die Linke.

- Personer, der står over for at blive indkaldt til hæren og nægter at gøre tjeneste, vil få international beskyttelse, hvis betingelserne for det er opfyldt, lyder det videre i ministeriets svar.

Bünger har kritiseret Tysklands centrum-venstre regering, som hun mener er "god til at skrive om menneskerettigheder på et banner og komme med fine løfter", mens det halter med implementeringen.

Netop nu er Tyskland midt i en mere generel debat om, hvorvidt man skal begrænse antallet af asylansøgere i landet.

Forbundskansler Olaf Scholz har sagt, at han er åben for at se på, om det er muligt at skærpe grænsekontrollen.

/ritzau/dpa

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden