trafik

Nødråb fra Kherson: Må drikke vand fra vandpytter

Red Barnet melder om kritisk mangel på mad og brændstof i Kherson, hvor infrastrukturen er ødelagt.

Manglen på vand får blandt andet indbyggerne i Kherson til at hente vand i Dnipro-floden.
Manglen på vand får blandt andet indbyggerne i Kherson til at hente vand i Dnipro-floden. Bernat Armangue/Ritzau Scanpix

Selv om Ukraine har genvundet kontrollen med Kherson, er alt ikke tilbage ved normalen i byen ved Dnipro-flodens udmunding.

Det fortæller Red Barnet, der har hænderne fulde med at yde nødhjælp til byens indbyggere.

På grund af de russiske angreb mod områdets elektricitets- og vandværker har der i to uger manglet både strøm og drikkevand.

Familier må samle vand fra vandpytter og stå i lange køer for at købe vand og brændstof.

- På enkelt dag i weekenden har vi delt vand ud til 4000 familier, og vi har registreret familier, der har brug for kontant hjælp de kommende uger og måneder.

- Det er den første akutte fase, hvor det handler om, at folk kan holde sig varme og få noget at spise og drikke, siger Anne Margrethe Rasmussen, der er chef for Red Barnets arbejde i Østeuropa.

Det kan tage uger, før infrastrukturen er genoprettet. Men når den tid kommer, er Red Barnet klar til at sætte ind med endnu mere hjælp.

- Så snart, at vi har sikret, at folk har vand og kan holde sig varme, så er der andre områder, vi hurtigt vil sætte fokus på.

- Det handler blandt andet om at sikre, at børnene kan komme tilbage i skole igen.

- Der er mange skoler, der er ødelagt, og onlineundervisning kan ikke lade sig gøre, når ikke man har elektricitet, siger Anne Margrethe Rasmussen.

Red Barnet skønner, at mere end 165.000 mennesker, hvoraf 80.000 er børn, er berørt af den ødelagte infrastruktur i Kherson.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden