Tudeprins eller udspekuleret hævn? Prins Harrys bog er giftig læsning

Kærlighed, had, intriger og svigt - det britiske kongehus er en hvepserede, ifølge prinsen 

De mødtes til begravelsen af den britiske dronning Elizabeth i september. Øverst prins Harry og hans hustru Meghan. Nederst kong Charles og dronning Camilla.  <i>Arkivfoto: Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix</i>

De mødtes til begravelsen af den britiske dronning Elizabeth i september. Øverst prins Harry og hans hustru Meghan. Nederst kong Charles og dronning Camilla.  Arkivfoto: Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix

BOG:Ballademager, skandale-prins, den royale families sorte får.

Meget er sagt og skrevet om britiske prins Harry, der forlod sit fædreland og nu bor i USA med sin hustru Meghan. Flygtet.

Han vækker stadig opsigt, rødhårede og rebelske Harry, nu med sin selvbiografi "Reserven", der kaster endnu mere benzin på bålet, når det gælder stridighederne i det plagede britiske kongehus. 

Prins Harrys bog Reserven, udgivet på dansk af JP/Politikens Forlag

Prins Harrys bog Reserven, udgivet på dansk af JP/Politikens Forlag

Faren, aldrende kong Charles, står nu i spidsen efter dronning Elizabeths død i 2022, men han får svært ved at opnå samme folkelige opbakning.

Hash, kokain og drab

Prins Harrys bog bliver uden tvivl en millionsællert - den rives væk - og han kaster da også lunser ud til den sensationshungrende presse og lystne læserne: 

Harry har røget hash og sniffet kokain, han er blevet slået i gulvet af storebror, kronprins William. Han har dræbt 25 mennesker - som soldat i Afghanistan. Dræbt Taliban-krigere.

Prins Harry vil med bogen give sin egen version af et privilegeret, men hårdt og tragediefyldt liv som "reserveprinsen", kronprinsens lillebror.

Et liv, hvor mor Dianas tragiske død i 1997 - dengang Harry kun var 12 år - har haft altafgørende betydning for ham.

Familielykke i 1988: Prinsesse Diana med lille, tre-årige prins Harry.  <i>Arkivfoto: Reuters/Hugh Peralya/Ritzau Scanpix</i>

Familielykke i 1988: Prinsesse Diana med lille, tre-årige prins Harry.  Arkivfoto: Reuters/Hugh Peralya/Ritzau Scanpix

Harrys kærlighed til sin mor var uendelig, og han nægtede at tro på, at hun var væk. Der gik lang tid, før han kunne græde over tabet af Diana. Sørge.

Kærligheden til mor forsøger han at sætte ord på i selvbiografien, der både er hjerteskærende og til en vis grad livsfilosofisk. Men også lang - alt for lang - og til tider kedelig. 

Dysfunktionel familie

Meget tomgang, men også med mange giftige detaljer om de evige intriger i den britiske kongefamilie. "En meget stor, meget gammel, meget dysfunktionel familie", nævner Harry selv.

Prinserne Harry og William er hele deres liv blevet forfulgt af den britiske sladderpresse, og selv da Harry arbejdede på en gård et øde sted i Australien, dukkede de op. Paparazzi-fotograferne.

Den type fotografer, som var skyld i Dianas død, efter Harry og Williams opfattelse. De hader den nådesløse britiske tabloidpresse.

Meghan og prins Harry i New York 6. december 2022. Også i USA jagtes de af fotografer. <i>Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix</i>

Meghan og prins Harry i New York 6. december 2022. Også i USA jagtes de af fotografer. Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix

Harrys beskrivelse af avisernes løgnehistorier og fotografernes evige jagt på ham og hustruen Meghan er mareridtsagtig. Det ender galt, frygter prinsen.

Lige dér får selvbiografien kant og bliver dramatisk. Fra han møder Meghan - møder kærligheden - til de flygter til først Canada og siden USA. Og bliver frataget næsten alt af det intrigante kongehus, der angiveligt planter løgnehistorier i pressen.

Prins Harry beskriver sig selv som fange i et gyldent bur - en royal forbandelse. Han slap fri, men det kostede dyrt.

Forholdet til storebror William og far Charles er i dag iskoldt, og det er næppe sandsynligt, at de nogensinde bliver forsonet. 

Dianas to sønner prins William (tv.) og prins Harry. De var engang tætte brødre, men det er fortid. Familiestridighederne har delt dem. <i>Foto: Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix</i>

Dianas to sønner prins William (tv.) og prins Harry. De var engang tætte brødre, men det er fortid. Familiestridighederne har delt dem. Foto: Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix

Overordnet er Harrys bog en fortælling om kærlighed og svigt, venskaber, tragedier og en ung prins søgen efter meningen med livet. Ønsket om at kunne leve et normalt liv uden de tunge royale lænker, uden at blive jagtet af fotografer overalt. En umulighed.

Så rig - og så fattig

Samtidig med at prins Harry intrigant kaster mere benzin på bålet i den royale familiefejde, forsøger han at give os et mere nuanceret billede af, hvem han er og hvilke eksistentielle overvejelser han har.

En almenmenneskelig dimension i en verden fjern fra alle os andre. Så rig en kongefamilie, så fattig på menneskelige værdier som ærlighed, kærlighed, respekt. Ifølge Harry.

Selvbiografien er en insider-beretning, krydret med et skvæt hævn og desperation, hvor Harry sætter sig selv og Meghan i offerrollen. Måske med rette.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.