Vesthimmerland til fortsat kamp mod sygefravær
Kommune har sat penge af til at fortsætte forsøgsprojekt
VESTHIMMERLAND: Vesthimmerlands Kommune har besluttet sig for at fortsætte et forsøgsprojekt, der skal reducere sygefravær og få borgerne tilbage i arbejdet.
Det sker efter kommunen har været en af 22 forsøgskommuner, der har deltaget i TTA-projektet (Tilbage Til Arbejdet). Det skriver bladet Magasinet Arbejdsmiljø.
Projektet, der har kørt i to år viser dog, at det kræver en betydelig indsats for at opnå de positive resultater.
Tanken bag TTA-projektet er, at en sygemeldt borger møder et tværfagligt team, der består af jobcentrets sagsbehandler, en fysioterapeut og en psykolog. Teamet har også tilknyttet andre fagpersoner som speciallæger, en psykiater og f.eks. virksomhedskonsulent. Alle i teamet arbejder med et fælles mål: Den sygemeldte skal hurtigst muligt have afklaret sin situation og hjælpes tilbage til arbejdet.
Byrådet i Vesthimmerland har i sin 2013-budgetaftale afsat godt 1,9 mio. kr. til fortsættelse af TTA-indsatsen.
Lederen af sygedagpengeteamet, Bettina Mathiasen, siger til Magasinet Arbejdsmiljø, at hun ikke er i tvivl om, at den tværfaglige indsats til sygemeldte borgere giver plus på bundlinjen.
Sparer 14 dage
- Vores beregninger viser, at vi har sparet cirka 14 dages sygedagpenge pr. borger i projektet, hvor der er tale om en gennemsnitlig sygeperiode på 40 uger. Det skyldes, at borgerne bliver hurtigere afklaret og kommer tilbage i arbejde, fortæller hun og tilføjer, at man i kommunen også fremadrettet ser det som en god investering.
- Vi er overbeviste om, at de sygemeldte borgere, vi hjælper gennem TTA-metoden, på langt sigt vil have mindre tilbagefald end ved en traditionel sagsbehandling, fortæller hun.
- I og med der er bredt politisk flertal for at fortsætte det gode arbejde, så går vi fra januar i gang med at oplære personale, så de fremover også kan arbejde tværfagligt. Vi tager så at sige det bedste fra TTA og kører videre, fordi vi ved, det virker, siger Bettina Mathiasen.
I alt har Vesthimmerlands Kommune haft ca. 400 sager gennem TTA-projektet i år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.