71-årige Henning bliver i sin lejlighed og jubler: - Jeg slipper for politiet
Kommunen har nu fået nødvendig dokumentation
Opdateret kl. 15:58
AARS: - Vi har nu fået de nødvendige dokumentationer for bygningen - du ønskes en god sommer...
Hilsen Vesthimmerlands Kommune.
Henning Jørgensen fra Aars kan ånde lettet op. Han slipper for at blive smidt ud af fra sin nye lejlighed af politiet.
Han har netop fået besked fra kommunen, at alt nu er i skønneste orden, efter den 71-årige pensionist tidligere - sammen med en række andre beboere - af kommunen er blevet truet med politiet, hvis ikke de flyttede ud af deres lejligheder. Lejlighederne manglede nemlig de sidste godkendelser.
Så sent som i sidste uge bad kommunen om en bekræftelse på, at familierne var flyttet ud fra Jyllandsgade 20.
Men nu har bygherre af Jyllandsgade 20, Birgit Olesen, endelig fået indsendt de nødvendige papirer. Derfor trillede der tirsdag en meddelelse ind i Henning Jørgensens e-boks fra kommunen. Den fik sommersmilet frem hos ham, efter han i foråret flyttede ind i en af de nye lejligheder.
Han havde tidligere solgt sit hus i byen.
Kære lejer...
”Kære lejer i Jyllandsgade 20 - vi vil gerne orientere dig om, at ejer af Jyllandsgade 20, 9600 Aars, nu har indsendt de nødvendige dokumentationer for bygningsstatik og konstruktion. Derfor ophæves påbuddet, og du kan tage din lejlighed i brug. Vi beklager de gener, det har medført, men har været nødvendigt at sikre din og din families sikkerhed. Du ønskes en god sommer.”
Lyder det nu fra kommunen.
Jeg er glad
- Jeg er glad, og jeg har også snakket med de andre lejere - de er lige så glade som mig, siger Henning Jørgensen, som ikke lægger skjul på, at usikkerheden omkring hans boligsituation har fyldt det hele, siden kommunen første gang truede med politiet, hvis ikke lejerne gjorde som der blev sagt fra kommunen:
De skulle fraflytte lejlighederne seneste 20. juni.
- Vi ånder alle lettede op.
- Pyha, der har slet ikke været overskud til at tænke på sommerferie, siger Henning Jørgensen, der har en vis forståelse for, at Vesthimmerlands Kommune ikke har haft andre sanktionsmuligheder end true lejerne med politiet, når nu ikke bygherre havde fået indsendt den nødvendige dokumentation på byggeriet.
- Omvendt synes jeg altså, det er lige til den hårde side, når en tvist, som vi ikke har nogen andel i, kommer til at gå ud over sagesløse lejere.
- Det er noget af en omgang, vi har skullet lægge ryg til.
- Det er jo gået ud over alle os lejere, kommunen kunne nu godt have vist os ”lidt nåde”, som Henning Jørgensen udtrykker det.
Kontaktet fra nær og fjern
Efter han for nogle uger siden valgte at stå frem første gang i Nordjyske med sagen er Henning Jørgensen blevet kontaktet fra nær og fjern.
- Det har været det helt store samtaleemne ligegyldigt, hvor jeg har været. Forleden var jeg til sølvbryllup på Sjælland, og her var der også adskillige som havde læst om det og derfor spurgte til, hvordan det går.
- Der har været en helt enorm interesse for sagen, siger Henning Jørgensen, der efter kommunens nyeste brev er trillet ind i e-boksen vil til at tænke på lidt sommerferie.
- Vi må se, hvor ferien går hen - det bliver i hvert fald ikke udlandet, men det skal nok blive en god sommer, siger Henning Jørgensen.
En tvist
Den manglende dokumentation på byggeriet fra bygeherre til kommunen skyldtes en tvist mellem bygherre Birgit Olesen og entreprenøren omkring færdiggørelse af byggeriet.
Birgit Olesen har tidligere forklaret Nordjyske, at hun holdt penge tilbage til entreprenøren - og entreprenøren har til gengæld holdt papirer tilbage som ingeniøren skulle bruge for at kunne sende statikberegningerne til kommunen.
Efter Birgit Olesen sendte en del af det skyldige beløb til entreprenøren sendte entreprenøren til gengæld papirerne til ingeniøren - papirer blev videresendt til endnu et ingeniørfirma, før de kunne sendes til kommunen.
Kommunen har - endelig - fået papirerne.
Og nu er alt så fryd og gammel. Henning Jørgensen og de øvrige beboere kan forhåbentlig få en god og velfortjent sommerferie.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.