Voldsom anholdelse af 17-årige René Larsen: Betjent slået - far skal i grundlovsforhør
Politiet fandt drengen, der er stukket af fra en institution i Mou, på en adresse i Nibe
Opdateret 18. april 2021 kl. 06:14
Opdateret med seneste oplysninger fra Nordjyllands Politi søndag klokken 06.10
NIBE: Nordjyllands Politi anholdt lørdag aften omkring klokken 20.30 den 17-årige René Larsen, der er stukket af fra en institution i Mou, hvor han er anbragt. Anholdelsen fandt sted i Nibe. Det oplyser vagtchef Bent Højgaard fra Nordjyllands Politi.
Men anholdelsen udviklede sig voldsomt, da den 17-årige dreng og hans forældre modsatte sig, at drengen skulle hentes og bringes tilbage til institutionen, som Vesthimmerlands Kommune ønsker. En kvindelig betjent blev ramt af et kraftigt slag i nakken og måtte køres til skadestuen for behandling og kontrol for hjernerystelse.
- I alt blev der anholdt tre personer, den 17-årige og hans forældre, siger Bent Højgaard.
Alle tre er sigtet for vold mod polititjenestemand i funktion, men om sigtelsen vil blive opretholdt mod dem alle tre var endnu ikke afgjort lørdag aften. Det var ifølge vagtchefen den 17-åriges far, der slog betjenten, men drengens og morens rolle i sagen har politiet ikke fuldt overblik over lørdag aften.
Hvordan den kvindelige betjent blev slået, kan vagtchefen ikke oplyse, men hun var ikke den eneste betjent, der kom til skade, siger Bent Højgaard - en anden betjent blev bidt i hånden.
Søndag morgen oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi, at den 17-årige René Larsen er kørt til en institution igen, mens moren til den 17-årige er blevet løsladt.
- Indtil videre er det planen, at den 17-åriges far skal fremstilles i et grundlovsforhør senere søndag, så han er stadig anholdt og befinder sig i politiets varetægt, oplyser vagtchefen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.