Annettes liv ændrede sig, da hun fik hunden Berta

Den lille hund Berta blev første gang spottet i Rostock i Tyskland. Halvandet år senere blev hun fanget 1100 kilometer derfra i Skagen. Nu bor hun ved Annette Have i Aggersund, hvis liv har ændret sig 

 <i>Foto: Bo Lehm</i>

Foto: Bo Lehm

AGGERSUND:Hunden Berta har boet ved Annette Have i lidt over halvandet år. Siden har hun måtte indrette sit liv efter Berta. Det er slut med rejser, og hun kan ikke være væk fra huset i lang tid. 

Det vidste hun godt, da hun fik hunden. 

For Berta er en hund med en helt særlig fortid.

- Hun bliver aldrig en normal hund som naboens, men det er helt okay, siger ejeren. 

9. september 2020 blev Berta fanget i Skagen efter en lang rejse, der gik gennem både Tyskland og Danmark.

Berta blev observeret første gang i den tyske by Rostock i april 2019. Dengang efterlyste en tysk borger ejeren til hunden på internetplatformen Ebay. En hund var løs i hendes have, og hun tænkte, at nogen savnede den.

Det var der ikke.

Hos den tyske dyreorganisation Dakota så man dog opslaget og besluttede at lede efter den løsslupne hund. Dog uden held.

Senere på året kom hunden igen på Dakotas radar, da der endnu en gang var en tysker, der efterlyste ejeren af den løsslupne hund på Ebay. Denne gang var det dog i Hamborg - 180 kilometer fra Rostock.

Det fik Dakota til at intensivere søgningen, men igen var den firbenede hund, der nu var døbt Berta, for hurtig.

I efteråret 2019 blev hun spottet for første gang i Danmark. Det skete i den lille by Ravsted i Sønderjylland - knap 200 kilometer nord for Hamborg.

Herfra gik turen tilbage til Tyskland og så til Rømø, hvor hun blev set i marts 2020, inden hun blev fanget i Skagen seks måneder senere.

Berta havde strejfet mere end halvandet år og havde tilbagelagt mere end 1100 kilometer alene.

Ruten er kortlagt af tyske Dakota og den danske organisation “Savnede hunde i Danmark” ud fra opslag på Facebook og Ebay med Berta eller borgere, der har henvendt sig direkte til de to organisationer.

Da Nordjyske fortalte historien om Berta tilbage i september 2020, sad Bertas nye ejer, 63-årige Annette Have, og læste med fra sit hus i Aggersund ved Limfjorden.

Selvom det har været hårdt at have Berta, har Annette Have på ingen måde fortrudt.  <i>Foto: Bo Lehm</i>

Selvom det har været hårdt at have Berta, har Annette Have på ingen måde fortrudt.  Foto: Bo Lehm

- Der var noget i hendes historie, der ramte mig, siger Annette Have, der altid har vidst, at hun vil redde en hund i stedet for at få en helt ny hvalp.

Dagen efter tog hun røret og ringede til Lilleriscenter på Mors, hvor Berta var kommet ned, efter hun var blevet fanget i Skagen.

Annette Have passede perfekt til den profil, Bertas nye hjem skulle have. Hun er en kvinde, der bor alene i et stille hus, hvor der ikke er så meget trafik.

For at skabe et bånd til Berta tog Annette Have den knap 80 kilometer lange tur fra Aggersund til Lilleriscenter tre gange om ugen. I tasken havde hun pakket hjemmelavede hakkebøffer eller kyllingebryst til Berta.

På ruten fra Rostock til Skagen levede Berta af kattemad og kadaver fra døde dyr i naturen. I dag bliver hun forkælet med tørkost og aftensmads-rester.  <i>Foto: Bo Lehm</i>

På ruten fra Rostock til Skagen levede Berta af kattemad og kadaver fra døde dyr i naturen. I dag bliver hun forkælet med tørkost og aftensmads-rester.  Foto: Bo Lehm

Og så sad hun og snakkede med Berta i tre timer i den lille boks, hvor Berta nu var flyttet ind.

Annette Have husker tydeligt første gang, hun så Berta. Hunden rykkede helt ind i hjørnet, og det var tydeligt med det samme, at Berta ikke var vant til menneskeligt selskab.

- Hun kunne ikke lide mennesker. De gjorde hende simpelthen utryg.

Berta var hverken chippet eller vaccineret, da hun ankom til Lilleriscenter. Faktisk vidste man ikke - og ved stadig ikke - hvor gammel hun er, eller hvor hun egentlig er fra. Man kender heller ikke hendes race. Annette Have er sikker på, at der er noget terrier i hende på grund af det iltre temperament. Andre siger dansk-svensk gårdhund. Men man ved det ikke.

Det eneste, man ved om hendes fortid, er ruten fra Rostock til Skagen.

Pludselig var der tre

Efter halvanden måned med flere ture fra Aggersund til Mors fik Annette endelig Berta med hjem. Berta var tydeligt ramt af køreturen, da hun kom til sit nye hjem. Hun rystede og havde et energiniveau på linje med en duracell-kanin.

Annette åbnede alle døre i huset, så Berta kunne vænne sig til sit nye hjem. Kurven, som hun fik med fra Lilleriscenter, lå centralt i køkkenet, mens flere tæpper var lagt ud i stuen.

Persiennerne er rullet for, og vinduerne er rullet ind i folie, så Berta ikke kan se bilerne på vejen.  <i>Foto: Bo Lehm</i>

Persiennerne er rullet for, og vinduerne er rullet ind i folie, så Berta ikke kan se bilerne på vejen.  Foto: Bo Lehm

I huset er det i dag stadig tydelig, at det ikke er en normal familiehund, der bor i huset.

Der er flere bidemærker i de brune lædermøbler, som Annette købte få måneder efter hun fik Berta. Der er folie på den nederste del af terrassedørene, så hunden ikke kan se alle biler, der kører forbi. Og et tæppe i køkkenet dækker for det hul, hun lavede de første gange, hun var alene hjemme.

Da Berta strejfede, kunne hun tisse når som helst. Men renlig var hun ikke, så i starten gik Annette med Berta 6-8 gange om dagen. Lange ture, så Berta både havde rig mulighed for at tisse og få brændt noget energi af.

- Jeg kunne ikke bare lukke hende ud i haven. Jeg var simpelthen bange for, at hun smuttede over hegnet, og jeg aldrig så hende igen, siger Annette Have.

Flere gange om dagen gik hun og Berta lange ture. De første gange var svære. Der blev danset en del rundt for at give Berta sele og line på. Men Annette var overrasket over, at en hund, der nok aldrig havde gået i snor før, gik så pænt og lige ved siden af hendes ben.

Men det var der en helt særlig grund til.

Da Berta havde boet i Aggersund i 14 dage, kom Annette en dag ud i køkkenet. I kurven lå Berta og trak vejret dybt. Hun var i fødsel.

Det havde ingen forudset før den dag i november 2020.

Dyrlægen blev tilkaldt, men inden han nåede frem, var den første hvalp kommet til verden, og få timer senere var der to raske hvalpe ved siden af den nybagte mor. De blev døbt Bumle og BetteSkid.

Hunden Berta fik hvalpe 14 dage, efter hun var rykket ind i Aggersund. <i>Privatfoto.</i>

Hunden Berta fik hvalpe 14 dage, efter hun var rykket ind i Aggersund. Privatfoto.

Der er ingen, der ved, hvem faderen til hvalpene er, da befrugtningen er sket, mens Berta var alene.

- Men ud fra tidsregningen kan vi nok regne ud, at det er en skawbo, griner Annette Have.

Hvalpene blev opfostret af Berta og Annette Have, inden de fik et nyt hjem. Annette Have beskriver Berta som en "fantastisk hundemor". Familierne blev udvalgt af Annette Have, fordi hun ville sikre sig, at hvalpene kom et sikkert sted hen. De har det godt den dag i dag.

Ikke en almindelig hund

Når man ankommer til hjemmet i Aggersund, er det til et lydtapet af gøen. Hilser man på Berta trækker hun sig lidt væk og kigger dig an. Hun vil ikke kæles af hvem som helst.

Er man i huset en halv time, kan man håndfodre hende, hvis man har en snack i hånden.

De første dage var Annette og Berta på diget ved deres hjem, hvor de mødte en andre hunde og deres hundeførere. Berta gik med høj haleføring hen og hilste på andre hunde. De snuste til hinanden, og der var hverken gøen eller knurren fra Berta.

I starten var det næsten umulig at få snor i Berta, men hunden har vænnet sig så meget til det nu, at det ikke er noget problem.  <i>Foto: Bo Lehm</i>

I starten var det næsten umulig at få snor i Berta, men hunden har vænnet sig så meget til det nu, at det ikke er noget problem.  Foto: Bo Lehm

Da hundeførerne satte sig ned og ville hilse på Berta, slog det klik.

- Hun begyndte simpelthen at gø så meget, at vi ikke kunne føre en samtale overhovedet, siger Annette Have.

Også folk uden hund fik samme opsang, hvis de ville hilse på Berta. 

Siden er det gået bedre, når de møder andre hunde på deres gåtur. Berta er blevet mere rolig på turene. Forleden faldt Annette i snak med sin nabo, sad Berta ved siden af i snor i 40 minutter.

En ting, hun dog ikke er vendt af med, er det årvågne sind, som hun udviklede i sin tid som vagabond. Ved pludselig bevægelser kan hun finde på at gø. Når en kaffekop klirrer på en underkop, trækker hun sig hurtigt væk.

Selv når hun ligger i sofaen eller i kurven, er hun opmærksom på sine omgivelser.

- Bedst som jeg tror, at hun sover som en sten, står hun op og gør af det, der kommer forbi ude på vejen.

Biler er dem, der får flest alvorsord med på vejen fra Berta. Hver gang en bil kører forbi huset i Aggersund, gør Berta så højt, at naboerne kan høre hende. Kommer der flere i træk, har hun en tendens til at bide i sine legetøjsdyr og ruske dem rundt.

Efter at have strejfet over 1100 kilometer har Berta udviklet store muskler ved bagbenene.  <i>Foto: Bo Lehm</i>

Efter at have strejfet over 1100 kilometer har Berta udviklet store muskler ved bagbenene.  Foto: Bo Lehm

To bamser har været offer for bil-raserierne. De ligger i læderstolen. Klar til at blive syet.

Suser bilerne hurtigt forbi hjemmet, er det ikke sikkert, at Berta reagerer på dem. Kører de stille forbi eller stopper op ved naboen eller ude på vejen, råber Berta op.

Annette Have tænker, at Berta ikke reagerer på de hurtige biler, fordi de ikke er til fare for hende.

- Det er formentlig nogle ret voldsomme oplevelser, der sidder i hende, for det er nogle ret kraftige reaktioner, hun har mod de langsomme biler, siger ejeren.

Nej til ferie

Nu har Berta boet i Aggersund i mere end halvandet år. Selvom bilerne stadig får skældud, og hunden reagerer på hurtige bevægelser, er der sket store fremskridt.

Berta tisser ikke længere indenfor. Det har hun ikke gjort, siden hun fik hvalpe. Hun kan også være alene hjemme i nogle timer uden at ødelægge huset. Og selvom hun stadig er lidt utryg ved fremmede, så går det hurtigt over, når man er ved hende i lidt tid.

Den korte snor, som Berta havde på de første 7-8 måneder, er byttet ud med en flex-line, så hun kan bevæge sig mere frit. De går på diget ved Aggersund for at undgå biler, for Annette Have er stadig nødt til at koncentrere sig, når hun går tur med hunden.

Hun kan ikke længere rejse eller bare være væk fra huset i mere end et par timer, efter hun har fået Berta. Alligevel har hun ikke fortrudt sit valg.  <i>Foto: Bo Lehm</i>

Hun kan ikke længere rejse eller bare være væk fra huset i mere end et par timer, efter hun har fået Berta. Alligevel har hun ikke fortrudt sit valg.  Foto: Bo Lehm

- Jeg skal virkelig være vågen. Det går ikke, at jeg går i staver, for hun kan stadig lave udfald, siger ejeren.

Hun har også ofret noget for at give Berta de bedst mulige rammer. Hun forlader ikke hjemmet i længere tid. Hun har tidligere rejst meget rundt i verden, men det har hun opgivet.

Senest takkede Annette Have nej til naboens invitation om at komme med til Malaga. Det kunne hun ikke, for hun overnatter ikke ude mere.

- De eneste mennesker, jeg vil betro Berta til, er Lilleriscenter på Mors. Andet vil være synd for både Berta og passeren.

Men Annette Have har ikke fortrudt. Det seneste halvandet år har været sjovt og lærerigt at opfostre Bera. Hun har bragt liv i det lille hus i Aggersund. Men der har også været hårde perioder.

- Man skal virkelig tænke sig om, før man får sådan en hund. Det kommer ikke af sig selv at få hverdagen til at fungere. Du er nødt til at bruge tid på det.

Annette Have var indforstået med det, da hun i september 2019 ringede til Lilleriscenter for at melde sig som aftager af Berta. Hun var parat til at gøre en indsats, så den lille hund kunne få en tryg tilværelse, også selvom de nok aldrig kommer helt i mål.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden