Ildebrand

Brand i stald med 600 grise: Mur slået ind for at bringe dyr i sikkerhed

Alle dyr blev reddet ved branden torsdag morgen, oplyser beredskabet

Brandfolk var torsdag morgen fortsat i gang med brandslukningen. Arkivfoto
Brandfolk var torsdag morgen fortsat i gang med brandslukningen. Arkivfoto

Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:13

LØGSTØR: En svinestald på en landejendom på Thorupvej nord for Løgstør blev torsdag morgen ved 07-tiden ramt af brand.

Der var omkring 600 grise i staldbygningen, og ved hjælp af en gummiged blev en mur ind til en anden del af bygningen brudt ned for at få grisene i sikkerhed.

Staldbygningen er af beton, og derfor blev ilden begrænset til loftet, hvor ilden var opstået ved en foderblandemaskine. Ingen dyr var i fare, oplyser indsatsleder Jes Caspar fra Nordjyllands Beredskab.

Omkring 10-15 kvadratmeter af taget brændte igennem. 13 brandfolk fra beredskabets afdelinger i Løgstør og Fjerritslev blev sat ind for at få slukket ilden, som også havde bredt sig til en lille silo.

Også en vogn fra Beredskabsstyrelsen Nordjylland i Thisted rykkede ud. Det var for at forsyne røgdykkere med luft til deres iltflasker.

Ved 08-tiden torsdag morgen vurderede indsatsleder Jes Caspar fra Nordjyllands Beredskab, at det ville vare endnu et par timer, inden brandslukningen var helt slut.

Brandskaderne var begrænset til loftet, og ilden kunne ikke brede sig. Det skyldes netop at staldbygningen er af beton, påpeger indsatslederen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden