Drama på fjorden: Familie i mindre jolle blev bange
Vejret skiftede på tur fra Fur til Gjøl
RØNBJERG: Nordjyllands Beredskab blev søndag ved middagstid alarmeret, da en mindre motorbåd kom i problemer ved Livø.
Fem personer fra samme familie var tidligere på dagen taget afsted fra Fur for at sejle til Gjøl, men undervejs skiftede vejret fra godt til blæst og regn, og så fik båden problemer ude på fjorden nær Livø, hvor bølgerne blev højere og højere, og påhængsmotoren havde svært ved få båden fremad.
Derfor blev beredskabet alarmeret, men det lykkedes personerne om bord at få båden sejlet sikkert i ly i Rønbjerg Havn ved egen kraft.
Allan Frisk, indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab, pointerer, at vejret kan være lumsk og omskifteligt i sommerperioden.
- Og vejrudsigten havde ligesom forudsagt, at der ville blive lidt blæsevejr, konstaterer han.
På havnen i Rønbjerg havde han en kort snak med personerne i båden.
- De virkede rimeligt rystede, og det er vel klart nok, når man lige pludselig føler, at man ikke selv kan komme ind og er strandet ude på vandet, siger han.
Han vil ikke oplyse, om de fem om bord havde redningsveste på.
- Men jeg kan opfordre til at have redningsvest på, hvis man skal ud at sejle, konstaterer han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.