Dronning Margrethe trækker sig fra formandspost
Formandsskiftet skete i sommer
Opdateret kl. 18:43
Efter 23 år som formand for Fonden Jagtejendommen i Trend Skov, har Dronning Margrethe trukket sig fra posten.
Det fremgår af CVR-registret.
Formandsskiftet skete egentlig i juni, men er først blevet offentliggjort nu.
Dronningens afløser er den 59-årige direktør for Cresco Capital, Carsten With Thygesen fra Ry.
Gave fra folket
Jagtejendommen med den omkringliggende skov blev givet som folkegave i 1938 til det daværende kronprinsepar, senere Kong Frederik IX og Dronning Ingrid.
Hytten ejes af den almennyttige fond Jagtejendommen i Trend Skov, som dronningen altså ikke længere er formand for.
I det seneste regnskab for 2022 præsenterede fonden et underskud på en kvart million kroner, hvilket ifølge ledelsesberetningen primært skyldtes "den negative udvikling på fondens værdipapirer".
Selve driften af hytten og den tilhørende skov gav dog et overskud på knap 338.000 kroner, hvilket er en markant forbedring i forhold til 2021, hvor det lød på sølle 22.700 kroner.
Indtægterne fra Trend Skov kommer fra salg af træ, pyntegrønt, vildt og lignende, der primært afsættes i Danmark.
Kongehuset har endnu ikke selv kommenteret formandsskiftet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.